Frifindelsen af Alex Rasmussen gør ondt på Michael Rasmussen

Retfærdighed. Michael Rasmussen er i fuld gang med karrieren på Christina Watches-Onfone, men mener, at overtrædelse af cykelsportens antidopingreglement skal behandles i en overordnet instans, som sikrer mere retfærdighed.
Retfærdighed. Michael Rasmussen er i fuld gang med karrieren på Christina Watches-Onfone, men mener, at overtrædelse af cykelsportens antidopingreglement skal behandles i en overordnet instans, som sikrer mere retfærdighed.
Lyt til artiklen

Da den danske klatrekonge Michael Rasmussen på toppen af sin karriere kun en uge fra en tilsyneladende sikker samlet triumf i Tour de France i 2007 blev pillet ud af verdens mest prestigemættede cykeludfordring af sin daværende hollandske arbejdsgiver Rabobank, var det ligesom i Alex Rasmussens aktuelle tilfælde antidopingreglementets såkaldte whereabouts-regler, han var i karambolage med. De to affærer udviklede sig imidlertid vidt forskelligt. Michael Rasmussen idømtes 1. juli 2008 af cykelforbundet i Monaco, hvor han havde licens, to års karantæne med tilbagevirkende kraft, så den udløb 25. juli 2009 – en afgørelse, der stadfæstedes af sportsdomstolen CAS 22. januar 2009. Alex Rasmussen derimod er nu frikendt af Danmarks Idræts-Forbunds dopingnævn med henvisning til, at den internationale cykelunion, UCI, misligholdt den foreskrevne procedure. Og så fik det ingen betydning, at den 27-årige dansker regnede med at skulle straffes efter betingelsesløst at have erkendt, at han ved rent og skært sløseri havde overtrådt reglementet. Overordnet instans er påkrævet »Det, som først og fremmest slår mig i behandlingen af disse sager, er, at de ikke fra første færd overdrages til en overordnet instans, som er helt uden tilknytning til diverse specialforbund eller nationale interesser«, siger Michael Rasmussen. »Det er efter min mening en forudsætning for en fuldstændig uvildig afgørelse. Det kan da godt stikke lidt i hjertet på mig, når jeg hører, at Alex er blevet frikendt på grund af en procedurefejl. Jeg mener, at jeg i sin tid påviste flere af den slags, uden at de blev taget til efterretning. Når det så er sagt, vil jeg ikke påstå, at det egentlig kommer bag på mig, at Alex er sluppet uden straf. Allerede i de udtalelser, han er kom med inden, fornemmede jeg, at han havde et håb om at undgå den maksimale karantæne på to år. Det virker lidt underligt på mig«. I modsætning til Michael Rasmussen er de fleste andre i den hjemlige cykelverden forbløffede over, at Alex Rasmussen er fri til at køre igen med det samme. Cykleunionen er overrasket »Vi har modtaget dommen med en vis overraskelse og havde ikke forventet en frifindelse«, siger således formanden for Danmarks Cykle Union Tom Lund. »Jeg vil gerne understrege, at vi som union intet har haft at gøre med hverken udstedelse af advarsler eller domsafsigelserne i Michael Rasmussens og Alex Rasmussens sager. Som jeg ser dem, er der imidlertid den afgørende forskel, at Michael Rasmussen bevidst løj om, hvor han opholdt sig, mens Alex fra første færd indrømmede, at han havde dummet sig ved at sløse med oplysningerne«. Det var skødesløshed Brian Holm var manden, der som sportsdirektør for HTC-Highroad under Tour of Britain havde den lidet attraktive opgave at sende Alex Rasmussen hjem, da sagen eksploderede midt i september. »Jeg er forbløffet, men også glad, for jeg har hele tiden hørt til dem, der var overbevist om, at Alex’ forseelse først og fremmest bestod i ekstrem skødesløshed og ikke ond vilje«, fastslår Brian Holm. »Jeg vil ikke kaste mig ud i en sammenligning af de to Rasmussen-sager, men nøjes med at konstatere, at de juridiske instanser, som har været involveret, har bedømt dem forskelligt på baggrund af de kendsgerninger, de har fået forelagt. Og det må der vel være en grund til«. Håber det er sidste kapitel »Om sagen så stopper her, har jeg ikke rigtigt nogen fornemmelse af. Jeg håber det for Alex’ skyld, for det vil være hårdt for ham også at skulle vente på en anke. Når det så viser sig, at UCI heller ikke har haft orden i papirerne, burde han vel have fået tilstrækkelig straf med fyringen fra vores hold og de måneder, han siden har været igennem«, mener Brian Holm. Ifølge Torben Jessen, formanden for DIF’s dopingnævn, har UCI en frist på tre uger fra modtagelsen af sagens dokumenter til at appellere den til CAS. Velkommen hos Garmin-Cervélo Blandt de første til at anerkende, at Alex Rasmussen straks kan køre igen, var amerikaneren Jonathan Vaughters, chefen for Team Garmin-Cervélo, som danskeren skrev kontrakt med, en rum tid inden karantæneskyerne trak sig truende sammen over hans hoved. »Alex har en fuldt gyldig aftale med os efter den afgørelse, der er truffet, så selvfølgelig kører han for os næste år«, fastslog Vaughters torsdag aften, da han præsenterede sin trup for 2012.

LÆS ARTIKELAlex Rasmussen sikrer sig drømmejobbet efter frifindelse Et af de emner, Alex Rasmussen skal drøfte med Vaughters, er, om landevejsaktiviteterne kan kombineres med rød-hvid olympisk satsning i 4 km holdforfølgelsesløb. En betingelse for, at den tidligere firedobbelte verdensmester på bane overhovedet kan stille op ved OL, er, at han deltager i en af de tre resterende World Cup-afdelinger eller ved VM i Melbourne i begyndelsen af april, og efter torsdagens afgørelse i dopingnævnet synes det nu at kunne lade sig gøre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her