Dansk sejrsdrøm mundede ud i fjerdeplads

Alex Rasmussen havde håbet på at vinde prologen i belgisk etapeløb, men 21-årig polsk komet var urørlig.

Cykling

Forventningerne var skruet op på allerhøjeste niveau, da den firedobbelte danske verdensmester på bane Alex Rasmussen (Garmin-Barracuda) i dag gik til start på den 7 km lange enkeltstart, der indledte Driedaagse van West-Vlaanderen.

Den 27-årige fynbo havde selv sørget for at piske stemningen i vejret, da han i onsdags efter Grand Prix Le Samyn via twitter meddelte, at han følte sig godt kørende.

»Nu skulle jeg være i stand til at vinde prologen i West-Vlaanderen«, signalerede Alex Rasmussen til omverdenen.

Slået med 10 sekunder
Det skulle vise sig, at danskerens fornemmelse af, at han kunne hævde sig blandt de bedste, kom til at holde stik, men præstationen rakte dog ikke til at nå helt til tops.

Alex Rasmussen blev sendt af sted som næstsidste deltager, og han gennemførte distancen i 8.10 minutter.

Dermed måtte han erkende, at han ikke kunne hamle op med tre af de foran startende, mens han med få hundrededele af et sekund sikrede sig fjerdepladsen foran sidste år triumfator både på prologen og sammenlagt, newzealænderen Jesse Sergent (RadioShack-Nissan).

Dobbelttriumf for Omega Pharma-Quick Step
Det korte temporidt udviklede sig til den helt store succes for det belgiske Omega Pharma-Quick Step mandskab, idet den 21-årige polak Michal Kwiatkowski sejrede i 8.00 minutter, hvilket var fire sekunder hurtigere end den et år ældre belgiske holdkammerat Julien Vermote.

Tredjepladsen gik til tyskeren Robert Wagner (RadioShack-Nissan), der var ét sekund foran Alex Rasmussen.

Sejr nr. 13 til belgisk succeshold
Det var Omega Pharma-Quick Steps 13. gevinst i år, men den første i knap to uger, efter at slovakken Peter Velits strøg til tops sammenlagt i Tour of Oman.

Holdets imponerende alsidighed understreges af, at Michal Kwiatkowski er den syvende rytter i den belgiske trup, der har bidraget til sejrskontoen.

Den unge polak er et af den internationale cykelsports mest lysende talenter, hvilket bevistes i 2007, da han blev junioreuropamester i linjeløbet og erobrede sølv på enkeltstarten.

Guld ved både VM og EM for juniorer
Året efter var der guld i tempokørslen både ved EM og VM for juniorerne, og Michael Kwiatkowski demonstrerede sine færdigheder også på banen, da han sikrede sig en EM-bronzemedalje i pointløbet.

Polakken debuterede som professionel for det spanske 2. divisionsmandskab Caja Rural i 2010, repræsenterede sidste år RadioShack og er altså nu i færd med at kaste glans og både sig selv og omgivelserne i belgisk tjeneste.

Fuglsang kun nr. 51
Alex Rasmussen var suverænt den af løbets fem danske deltagere, der klarede sig bedst.

Martin Mortensen (Vacansoleil) var som nr. 29 slået med 30 sekunder, Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan) blev nr. 51 med et minus på 36 sekunder, og de to Team Saxo Bank holdkammerater Christopher Juul-Jensen og Troels Vinther var som nr. 59 og 74 henholdsvis 38 og 43 sekunder bagud.

Saxo Banks bedste var australieren Luke Roberts, der på 13. pladsen blev overtrumfet med 18 sekunder af Kwiatkowski.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce