Efter to års dopingkarantæne gør italieneren Franco Pellizotti comeback på den internationale cykelscene i det franske etapeløb Curcuit Lorraine fra 16. til 20. maj. Han har netop skrevet kontrakt for resten af denne sæson og hele næste med det italienske Androni Giocattoli, der samtidig kunne meddele, at Italiens største legetøjsproducent – identisk med navnet på holdet – har forlænget aftalen som hovedsponsor foreløbig til og med 2013. Anormale blodværdier over en længere periode Da den nu 34-årige Franco Pellizotti i sommeren 2009 hyldedes på Champs-Élysées som bjergkonge i Tour de France tegnede fremtiden sig lovende for den klatrestærke Liquigas-rytter. Og det blev den sådan set ved med at gøre en rum tid endnu, for først 3. maj året efter meddelte den internationale cykelunion, UCI, at Pellizotti suspenderedes med øjeblikkelig virkning.
LÆS OGSÅ Blodpas fælder ham med prikkerne
Det skete, efter at de jævnlige helbredskontroller, som rytterne på holdene i de to bedste divisioner er forpligtet til at underkaste sig, over en længere periode havde afsløret anormale blodværdier.
Frikendt i hjemlandet
Der var ikke tale om, at Pellizotti var blevet fældet ved en dopingtest, men resultatet af de analyser, som var foretaget af hans blod, indikerede anvendelse af ulovlige medikamenter eller metoder.
Italieneren blev siden frikendt af sit hjemlands øverste antidopinginstans på grund af mangel på beviser, men UCI appellerede den afgørelse til den internationale sportsdomstol CAS.
Her idømtes Pellizotti efter et meget langvarigt sagsforløb to års karantæne og samtidig blev han frataget bl.a. sin etapesejr og samlede tredjeplads i Giro d’Ialia 2009, ligesom førstepladsen i Tourens bjergkonkurrence røg sig en tur.
Håber på en gentagelse af succesen med Scarponi
Androni Giocattolis manager Gianni Savio giver i forbindelse med engagementet af Pellizotti udtryk for håbet om, at han kan hjælpe pedalatleten tilbage på højeste niveau, som tilfældet var det med Michele Scarponi.
Rytteren, der stiller op med nr. 1 på ryggen i det forestående Giro d’Italia kom nemlig også på højkant igen i tjeneste hos Savio efter at have været ude i dopingkulden.
Var involveret i Operacion Puerto
Den 32-årige Scarponi blev dømt for at have været involveret i Operacion Puerto, men da hans straf var udstået, fik han job hos Savio.
Det samarbejde udviklede sig så vellykket, at Scarponi sidste sæson blev hentet til Lampre. Han sluttede på andenpladsen efter Team Saxo Banks Alberto Contador i Giro d’Italia, men efter at spanieren i forbindelse med sin dopingdom blev frataget Giro-triumfen, er det nu Scarponi, der er registreret som Giro-konge årgang 2011.
FACEBOOK




























