Alex Rasmussen udgør værste Giro-trussel mod luksusholdet

Lyt til artiklen

Med sin triumf på enkeltstarten sørgede Taylor Phinney for sæsonens blot fjerde sejr til verdens formentlig dyreste cykelmandskab, amerikanske BMC, og efter det ekstremt skuffende forår hersker der ingen tvivl om, at luksusholdet vil satse maksimalt på at forsvare den lyserøde Giro d’Italia førertrøje på de to resterende etaper i Danmark.

LÆS OGSÅ Supergener bag ung amerikaners Giro-opvisning

Det betyder, at BMC, der i Danmark foruden den 21-årige amerikaner stiller med den norske eksverdensmester Thor Hushovd, den formstærke italiener, ligeledes tidligere indehaver af VM-trikoten Alessandro Ballan, dennes landsmænd Marco Pinotti, Ivan Santaromita og Mauro Santambrogio samt den schweiziske trio Mathias Frank, Johan Tschopp og Danilo Wyss, givetvis vil indtage en stærkt kontrollerende rolle på dagens 206 km lange udfordring med start og mål i Herning.

Maksimalt 26 bonussekunder at hente
Det indebærer, at det vil blive uhyre vanskeligt for udbrydere at etablere en offensiv, som kan bringe Phinneys position i fare, og amerikaneren selv har med gårsdagens superpræstation sørget for en kraftig begrænsning i antallet af rivaler, som i det hele taget har en realistisk mulighed for at erobre trøjen.

Der kan højst scores 26 bonussekunder – 20 til vinderen i Herning, 6 til nr. 1 i bonusspurten i Søndervig efter 48,7 km – og med mindre, der skabes et fremstød, som vælter alle beregninger ved at holde hjem med et forspring til Phinney og Co., er kun otte ryttere rent matematisk i stand til at støde amerikaneren fra tronen.

De otte med førertrøjen indenfor rækkevidde
De otte er waliseren Geraint Thomas (Sky), der er ni sekunder efter Phinney, Alex Rasmussen (Garmin-Barracuda), som er 13 sekunder bagud, italieneren Manuele Boaro Saxo Bank) 15, svenskeren Gustav Larsson (Vacansoleil) 22, litaueren Ramunas Navardauskas (Garmin-Barracuda) 22, australieren Brett Lancaster (Orica-GreenEDGE) 23, Phinneys italienske holdkammerat Marco Pinotti, 24, og newzealænderen Jesse Sergent (RadioShack-Nissan) 26.

Tredjeplads holder liv i Alex Rasmussens lyserøde drøm Vurderes disse rytteres egenskaber, fremstår Alex Rasmussen helt klart i kraft af sin spurthurtighed som den farligste trussel mod Phinney tæt fulgt af Brett Lancaster. Og danskeren kan – ligesom i øvrigt Thomas og Boaro – nøjes med at satse på finalen i Herning, hvor en eventuel sejr, som absolut ikke er uopnåelig, vil indbringe dobbeltgevinst i form af erobring af førertrøjen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her