Tour-kongen stødt fra verdenstronen

Skål. Wiggins skal i næste sæson måske jagte point til ranglisten i både Vueltaen og Giroen.
Skål. Wiggins skal i næste sæson måske jagte point til ranglisten i både Vueltaen og Giroen.
Lyt til artiklen

Med afviklingen af dagens Il Lombardia resterer kun et enkelt af de 28 arrangementer i WorldTour serien, som tæller med til verdensranglisten, og det kan allerede nu slås fast, at den 33-årige spanier Joaquim Rodriguez (Katusha) for anden gang i karrieren efter 2010 slutter som nr. 1 i det globale hierarki. Indtil i dag førte Tour de France-kongen Bradley Wiggins, der ikke var med i Il Lombardia, med 601 point mod 592 til Joaquim Rodriguez. 100 point for førstepladsen Denne skulle blot slutte mellem de ni første for at overtage den samlede føring, men med sin overbevisende sejr sikrede spanieren sig 100 point og strøg dermed klart forbi englænderen. Løbet, der endnu mangler, er det kinesiske Tour of Beijing fra 9. til 13. oktober, men her starter hverken Wiggins eller Rodriguez, og eftersom de to inden den 251 km lange dyst på de norditalienske landeveje var de eneste, der havde den overordnede gevinst indenfor rækkevidde, er spændingen i den sammenhæng nu udløst. Rådgiver lufter plan om nye opgaver I øvrigt har en af Wiggins' rådgivere på Sky-mandskabet, Shane Sutton, luftet muligheden for, at der næste år ikke bliver tale om noget forsvar af den Tour-triumf, den 32-årige englænder så fornemt tilkæmpede sig i sommer. Sutton sætter dermed ord på de spekulationer, der meldte sig, da det stod klart, at den kommende, 100. udgave af Tour de France tegner til at rumme så mange klatreudfordringer, at Wiggins får vanskeligt ved atter at indtage den dominerende rolle, han havde i juli på de franske landeveje. Tour-ruten ligger bedre til Froome Væsentligt mere nærliggende er det, at ruten appellerer til landsmanden og holdkammeraten Chris Froome, men Shane Sutton refererer ikke direkte til styrkeprøvens beskaffenhed, når han skitserer Wiggins’ 2013 planer uden på nogen måde at slå dem fast som en kendsgerning. »Når Brad engang trækker sig tilbage, skal han stå som en legende i cykelsporten, og selv om han allerede er nået meget langt, kan han udmærke sig i endnu højere grad«, fastslår Shane Sutton. »Det kan eksempelvis ske, hvis han formår at vinde alle de tre store, nationale rundture, hvilket kun fem andre ryttere tidligere har været i stand til«. Skal også vinde Giro og Vuelta »Det tog 106 år, før en brite stod øverst på podiet i Tour de France, og Brads bedrift var fantastisk. Hvis han har ambitioner i den retning, kan han naturligvis prøve at gentage den, men vi ved endnu ikke, hvad han beslutter sig til«. »Brad havde Touren som sit store mål, og nåede det. Efter min mening vil det nu være en god idé at koncentrere sig om Giro d'Italia og Vuelta a Espana«. »Han blev nr. 3 i Vueltaen sidste år blot seks uger efter at have brækket kravebenet i Touren. Giroen er en helt anden opgave, men hvis nogen kan løse den, er det Brad«, lyder vurderingen fra Shane Sutton. Fem ryttere har vundet de tre store rundture Op gennem cykelhistorien har fem ryttere formået at vinde Tour, Giro og Vuelta - ingen dog i én og samme sæson - med Alberto Contandor som den seneste. De fire øvrige, der har præsteret det, er franskmændene Jacques Anquetil og Bernard Hinault, italieneren Felice Gimondi og belgieren Eddy Merckx. Tour de France ruten 2013 offentliggøres i Paris 24. oktober, mens arrangørernes af Giro d’Italia præsenterer den italienske kappestrid i morgen i Milano.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her