Samtidig med at Bjarne Riis har sikret sig en række etablerede ryttere med solid WorldTour-erfaring og en pæn portion verdensranglistepoint, har chefen for Team Saxo Bank-Tinkoff Bank også haft et særdeles godt øje til de pedalatleter, der har hævdet sig blandt de bedste i løbene på de kontinentale terminslister. Ganske vist er disse aktører ikke i besiddelse af point, som tæller til det globale hierarki, eftersom det udelukkende udgøres af ryttere med WorldTour status, men de kommer i høj grad ind i billedet, når den internationale cykelunions licenskomité inden så længe skal vurdere de enkelte firmaholds sportslige niveau med henblik på næste sæson. Riis skrap til at ansætte kontinentale topnavne Placeringerne på de kontinentale ranglister udløser nemlig såkaldte valuepoint, som indgår i det overordnede regnskab, når adgangskortene til WorldTouren 2013, der består af alle de mest betydende løb med de tre stor nationale rundture og klassikerne i spidsen, skal uddeles. Og her har Riis og Co. været særdeles skrappe til at hente værdifulde nyerhvervelser, hvilket senest markeredes i dag med offentliggørelsen af den toårige ansættelse af nr. 1 på den amerikanske rangliste, australieren Rory Sutherland. Står stærkt også uden Contadors point Tidligere er nr. 3 i Europa sloveneren Marko Kump (Adria-Mobil) og nr. 3 i Oceanien, australieren Jay McCarthy (Team Jayco-AIS), ligeledes engageret. Dermed synes Team Saxo Bank-Tinkoff Bank at stå med stærke kort på hånden, når licenskomitéen skal bedømme truppens sportslige habitus - også selv om superstjernen Alberto Contadors point ikke kan regnes med til kollektivets konto på grund af dopingforseelsen fra 2010. Nr. 3 i Post Danmark Rundt 2005 Den 30-årige Rory Sutherland har i øvrigt tidligere ført sig frem på de danske landeveje, idet han i 2005 sluttede som nr. 3 i Post Danmark Rundt efter Team CSC-duoen Ivan Basso og Kurt Asle Arvesen. Australieren var på det tidspunkt i fuld gang med sin første sæson på Rabobanks ProTour mandskab efter de tre foregående år at have udfoldet sig i hollændernes talenttrup. Dopingdom afbrød lovende karriere Den lovende karriere fik imidlertid en brat afslutning, da Sutherland umiddelbart efter Post Danmark Rundt afleverede en positiv dopingprøve i Deutschland Tour. Analysen afslørede det forbudte stof chlomifen, og det nyttede ikke, at mængden var minimal, eller at australieren bedyrede sin uskyld. Han blev af det belgiske cykelforbund, der havde udstedt hans licens, idømt to års karantæne, hvoraf de ni måneder gjordes betinget, så han var klar til at tage fat igen fra starten af 2007. Har vundet to etapeløb i år Siden har Rory Sutherland slået sig ned i USA og kørt for det hold, der nu hedder UnitedHealthcare, og som førstepladsen på den amerikanske rangliste indikerer, har han opnået en stribe fremragende resultater. Således har han i denne sæson vundet Tour of Gila samt det canadiske Tour de Beauce, ligesom han er noteret for etapegevinst i både Tour of Utah og USA Pro Cycling Challenge. Kan både klatre og spurte »Jeg tror, Rory kan blive meget vigtigt for vort hold«, fastslår Bjarne Riis. »Han er en alsidig rytter, der både kan klatre og er stærk på stregen, så for mig er det naturligt at give ham chancen for at prøve sig af på højeste niveau«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
Forfatter og gårdejer: Har regeringen helt glemt den groveste miljøforbrydelse begået herhjemme i de seneste 25 år?
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Lise Korsgaard
Olav Hesseldahl




























