Midt i dopingballaden: Sejr til den reneste af de rene

Lyt til artiklen

Midt i de heftige debatter i kølvandet på det amerikanske antidopingagenturs rapport om det overvældende brug af ulovlige medikamenter og metoder på det hedengangne amerikanske US Postal mandskab, dukkede i dag en pudsig melding op, som signalerer håb for den trængte cykelsport.

LÆS OGSÅ Armstrongs håndlanger: Uskyldig til andet er bevist

Det er den 22-årige amerikanske himmelstormer Taylor Phinney (BMC), der uden i øvrigt at kommentere situationen omkring US Postal og hovedpersonen Lance Armstrong, i sin spontane lykønskning via twitter.com til sin britiske holdkammerat Steve Cummings efter dennes flotte sejr på den afsluttende etape i sæsonens sidste WorldTour løb Tour of Beijing, sender et budskab, som ikke er til at tage fejl af.

Med i succesrig offensiv
»Steve følger, ligesom jeg gør, sin helt personlige politik. Ingen koffeinpiller og ingen smertestillede midler. Han er den reneste af de rene«, lyder det fra Phinney, hvilket utvivlsom har varmet briten, der er en af den professionelle karavanens seje slidere, men sjældne vindere.

Steve Cummings var med i den lange offensiv, som prægede finaledagen i Tour of Beijing, og han var den eneste af de oprindelige lykkeriddere, der formåede at sidde med, da årets canadiske Giro d'Italia triumfator Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp) angreb på den sidste stigning.

Holdt hjem med forspring på 17 sekunder
De to nåede toppen sammen med knap 30 km til mål, og selv om forspringet ikke var stort til forfølgergruppen med alle løbets klassementsfavoritter, lykkedes det dem at holde hjem.

I spurten var Hesjedal en nem opgave for Steve Cummings, mens nordmanden Edvald Boasson Hagen (Sky) 17 sekunder senere var hurtigst i dysten om tredjepladsen.

Sjette etapeløbssejr til Tony Martin
For sjette gang i karrieren tronede Tony Martin (Omega Pharma-Quick Step) øverst på podiet som samlet vinder af et etapeløb, da han uden de store problemer forsvarede sin røde førertrøje.

Selv om den 27-årige tysker altså har prøvet det før, tilførte den aktuelle bedrift hans image en ny dimension. Den dobbelte enkeltstartsverdensmester har nemlig hidtil haft behov for en tempoudfordring til at sætte konkurrenterne på plads, hvilket da også var tilfældet i sidste års udgave af den kinesiske styrkeprøve, da han slog til på den indledende enkeltstart og derefter ikke var til at støde fra tronen.

Afgjorde løbet med fornemt soloridt
I år bød arrangørerne imidlertid udelukkende på etaper med samlet start, men så stillede Tony Martin på andendagen sit helt personlige soloridt til skue, da han efter en fornem opvisning ikke alene krydsede målstregen med sikker afstand til konkurrenterne, men også erobrede førertrøjen.

Den beholdt han til vejs ende og sluttede med et forspring på 40 sekunder til italieneren Francesco Gavazzi (Astana), mens Edvald Boasson Hagen i kraft af bonus på sidste etape overtog tredjepladsen fra ireren Daniel Martin (Garmin-Sharp) med et minus på 46 sekunder.

Team Saxo Bank-Tinkoff Banks 23-årige polak Rafal Majka, der har kontrakt med det danske mandskab i endnu tre sæsoner, avancerede en enkelt plads og sluttede som nr. 7 med 56 sekunder op til vinderen.

To gange VM-guld i Holland
Tony Martin registreredes i 2010 for sin første etapeløbsgevinst, da han strøg til tops i Eneco Tour. Sidste år var han bedst i Volta ao Algarve, Paris-Nice samt Tour of Beijing, og i denne sæson, som har været præget af både voldsomme uheld og herlige jubelstunder, indbragte overlegenheden på enkeltstarten i Belgien Rundt ham også den endelige førsteplads.

Tyskeren var knap en måned tidligere blevet kørt ned af en bil under træning tæt på hjemmet i Schweiz, og i Tour de France styrtede han på 1. etape og brækkede hånden.

Alligevel lykkedes det Tony Martin at hævde sig som en af de mest markante personligheder ved VM i Holland i slutningen af september, da han først førte Omega Pharma-Quick Step til guld i det nyindførte holdløb og siden også med minimal margin til Taylor Phinney genvandt den VM-titel på enkeltstarten, han første gang sikredes sig sidste år i København.

Har erobret både OL- og VM-medaljer
31-årige Steve Cummings har som så mange andre briter udviklet sit talent på banen. Han hentede således OL-sølv i 4 km holdforfølgelsesløb sammen med blandt andre Bradley Wiggins i 2004. Året efter blev Cummings verdensmester i disciplinen, mens det blev til VM-sølv i 2006.

Tidligt valgte han at satse på landevejen. Efter to sæsoner på det lille belgiske Landbouwkrediet fra 2005 og frem, skiftede han til Discovery Channel, mens han i 2008 skrev kontrakt med Team Barloworld.

Vandt etape i Vuelta a Espana

Her vandt i i sin første sæson Coppa Bernocchi, og han var i 2010 med fra starten på hjemlandets Sky mandskab.

I år valgte Cummings at prøve lykken hos amerikanske BMC, og det har udviklet sig til den mest succesrige sæson, idet han inden dagens resultat også slog til på 13. etape i Vuelta a Espana.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her