Selv om Alberto Contador inden starten på Tour de San Luis understregede, at han ikke var kommet til Argentina for at vinde løbet sammenlagt, kunne Team Saxo-Tinkoffs spanske superstjerne ikke nære sig for at prøve. Det markeredes på den næstsidste etape, da han på den stejle finalestigning satte konkurrenterne på plads og skaffede sit danske mandskab sæsonens første sejr, og den 30-årige etapeløbsspecialist er mere end tilfreds med, at den gevinst kom i hus.
LÆS OGSÅ Contador giver Riis årets første sejr
Så betød det mindre, at det overordnet 'kun' blev til en fjerdeplads i klassementet.
Mangler at tabe nogle kilo
»Jeg mangler endnu at tabe nogle kilo for at kunne yde det maksimale i bjergene. Det fik jeg set i Argentina«, konstaterer Alberto Contador, der også kunne notere sig, at den eneste af hans formodede kommende rivaler i de væsentligt mere prestigemættede udfordringer, som klarede sig bedre sammenlagt, var amerikaneren Tejay Van Garderen (BMC) på andenpladsen.
»Jeg er inde i en periode, hvor det først og fremmest handler om at bygge formen op til senere på sæsonen, så på den baggrund kunne jeg ikke ønske mig, det var gået meget bedre i Tour de San Luis«.
Har besluttet at droppe Giro d'Italia
»Det var også meget opmuntrende for mig at se, hvor perfekt holdet arbejdede for mig. Jeg kunne simpelthen ønske en bedre opbakning, og det underbyggede den fornemmelse, jeg hele tiden har haft af, at vi har en meget stærk trup i denne sæson«.
Under opholdet i Argentina meddelte Contador, at han definitivt har skrinlagt tanken om at forsøge sig i både Giro d’Italia og Tour de France i denne sæson.
Contador overvejer højt spil inden sæsonstarten »Alt kommer til at handle om Touren. Jeg har haft Giroen inde i mine overvejelser, men det er droppet«, fastslår Contador, der nu fortsætter træningen på hjemmebane, inden han skal i ilden igen. Tre tidligere Tour de France-vindere i feltet Det sker om to uger i Tour of Oman, og ligesom tilfældet var i Sydamerika kan arrangementet på Den arabiske Halvø også fremvise et felt, som er spækket med topnavne. Det viser sig nemlig, at begivenheden, der afvikles fra 11. til 16. februar og hører ind under Tour de France-selskabet, blandt andre samler tre tidligere vindere af verdens mest krævende cykelløb. Foruden Contador drejer det sig om den regerende Tour-konge englænderen Bradley Wiggins (Sky) og dennes forgænger, australieren Cadel Evans (BMC). Froome stiller også til start




























