Bjarne Riis fortsætter kampen på to fronter

Lyt til artiklen

Efter Tour de San Luis i Argentina og Tour Down Under i Australien afviklet stort set samtidig fortsætter Team Saxo-Tinkoff med at være i aktion på to fronter, når de næste opgaver melder sig. Fra på søndag går det løs i det seks dage lange Tour of Qatar, og fra 6. til 10. februar gælder det Tour Méditerranéen i det sydlige Frankrig. Seks nye til start i Frankrig Ikke mindst det sidste arrangement rummer interessante perspektiver, for her sender Bjarne Riis ikke færre end seks af sine i alt 11 nyerhvervelser i kamp samtidig. Det drejer sig om tjekken Roman Kreuziger, australierne Michael Rogers og Rory Sutherland, ireren Nicolas Roche, russeren Jevgenij Petrov samt schweizeren Oliver Zaugg. Disse seks Saxo-Tinkoff debutanter får selskab af polakken Rafal Majka samt danske Christopher Juul-Jensen, der allerede har været ude i de første strabadser i år i Tour Down Under. Besætning med udsigt til topplaceringer Den franske udfordring indledes i Limoux og byder på andendagen på en 24 km enkeltstart helt ude ved Middelhavet fra Cap d'Agde til Sete. Dette temporidt samt næst sidste etape med mål på Mont Faron, der hæver sig over Toulon, bliver sandsynligvis afgørende for løbets udfald. Med den besætning, det danske mandskab kan mønstre, burde det kunne blande sig i kampen om topplaceringerne i styrkeprøven, der har deltagelse af 21 firmahold, hvoraf de ni har WorldTour status. Breschel tilbage, hvor det hele begyndte Yderligere tre af de nyansatte - den tilbagevendte Matti Breschel, italieneren Daniele Bennati og sloveneren Marko Kump - skal i ilden i Tour of Qatar, der kan fremvise et endnu mere prominent felt, idet 12 af de 18 startende hold har WorldTour licens. Det var i øvrigt i Tour of Qatar Matti Breschel havde sin første optræden for Team CSC som nyprofessionel i 2005, og danskeren var meget tæt ved at vende hjem med debutgevinst. Han blev på 3. etape slået af sin holdkammerat - og nuværende sportsdirektør - Lars Michaelsen , da de to kom sammen til mål. De sluttede også på de to fornemste pladser i den samlede stilling og i øvrigt med en anden af Team Saxo-Tinkoffs aktuelle sportsdirektører, italieneren Fabrizio Guidi som nr. 3. Uheldig debutant i Australien Foruden Breschel, Bennati og Kump består den danske trup i Qatar af hollænderen Karsten Kroon, australieren Jonathan Cantwell, italieneren Matteo Tosatto samt den danske duo Anders Lund og Jonas Aaen. De to nye ansigter på holdet, som ikke stiller op i enten Qatar eller Frankrig har allerede fået deres ilddåb i Tour Down Under. For den amerikanske mester Timothy Duggans vedkommende med så uheldigt resultat, at han nu må holde tre måneders pause efter at have brækket både skinneben og kraveben, mens australieren Jay McCarthy kom helskindet igennem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her