Traditionerne er som altid i højsædet, når de 28 deltagere i det københavnske seksdagesløb fra i aften suser hen over de skrå brædder på velodromen i Ballerup Super Arena. Men samtidig med, at den 51. udgave af vinterbaneshowet i hovedstadsområdet rummer talrige velkendte elementer, byder den også på nyskabelser, som rejser spændende spørgsmål omkring afviklingen af den intense kappestrid. Ny arrangør fuld af fortrøstning På de indre linjer drejer det sig om, at den tidligere VM-sølvvinder i pointløb og mangedobbelte danske mester og Michael Sandstød kaster sig ud i rollen som arrangør, efter at legenden Henrik Elmgreen sidste år takkede af. Sandstød bevæger sig ud på ukendt grund og tager givetvis en markant økonomisk chance i håbet om at alt går godt. »Jeg synes, publikumsinteressen på forhånd har været stor, så jeg er fuld af fortrøstning«, siger Michael Sandstød, der i øvrigt introducerer professionel boksning i forbindelse med seksdagesløbet med tre kampe lørdag aften. Kan ikke være helt tabt bag en vogn Rent cykelsportsligt samler interessen sigt først og fremmest om, hvorvidt det vil lykkes supertalentet Lasse Norman at udfylde pladsen i par nr. 7 ved siden af den etablerede seksdagesstjerne Michael Mørkøv, efter at dennes faste makker Alex Rasmussen er ude af billedet med karantæne halvanden måned endnu. »Han kan jo ikke være helt tabt bag en vogn med de resultater, han har opnået«, konstaterede Michael Mørkøv med et smil, da han skulle beskrive sin ny partner. Mørkøv tror på sejren Sidste sommers danske Tour de France hovedperson i bjergkonkurrencen hentydede naturligvis til de bedrifter, der med OL-guldet i omnium som højdepunktet gjorde Lasse Norman til den mest hædrede danske idrætsudøver i 2012. »Spøg til side. Jeg ville selvfølgelig ikke sige ja til at køre med Lasse, hvis jeg ikke tror på, at vi kan vinde«, fortsætter Michael Mørkøv.
LÆS OGSÅ Landsmand lover to danske stjerner kamp til stregen
»Jeg håber, min rutine kan opveje det, Lasse mangler i erfaring, for jeg tvivler ikke på, at Lasse kan hævde sig rent fysisk«.
»Det kommer i høj grad til at handle om, at Lasse skal økonomisere med kræfterne«.
»Sidste år blev han bl.a. meget populær på at markere sig i nogle af de indlagte discipliner. Det kan han godt glemme alt om denne gang, for nu gælder det udelukkende det overordnede resultat«.
FAKTADe 14 par i det københavnske seksdagesløbHjem fra træningslejr i mandags Lasse Norman vendte i mandags hjem fra træningslejr med banelandsholdet i Sydafrika, og to dage efter afslutningen på strabadserne på den københavnske vestegn går turen atter sydpå. De afsluttende forberedelser til det VM-arrangement, der køres i Hviderusland fra 20. til 24. februar, er nemlig henlagt til den norditalienske by Montichiari, fordi Ballerup Super Arena er optaget af Holiday on Ice. Et led i VM-forberedelserne »Seksdagesløbet indgår som led i mine VM-forberedelser, men det er jo meget mere end det. Ikke mindst fordi jeg stiller op med en makker, der har helt klare ambitioner om, at vi skal blive nr. 1«, konstaterer Lasse Norman. »Det drømmer jeg da også om, og min selvtillid fejler heller ikke noget. Men samtidig er det en kendsgerning, at jeg aldrig tidligere har stået i denne situation«. Har rykket sig siden OL »Jeg tror på, det går godt, men jeg har ingen erfaring at bygge på. Jeg er spændt på en god måde, for jeg synes det er rigtigt sjovt at skulle prøve mig selv af også i denne sammenhæng«. »Jeg føler, at jeg ikke mindst rent styrkemæssigt har rykket mig meget siden OL, og jeg frygter i hvert fald ikke, at jeg går ned rent fysisk i seksdagesløbet«, fastslår Lasse Norman. »Desuden har jeg udviklet min teknik i de løb, jeg har kørt sammen med Marc Hester i Gent og Zürich i denne vinter, og jeg glæder mig virkelig til at skulle optræde i par nr. 7«. Hester er den farligste rival Netop Marc Hester må formodes frem for nogen at blive manden, der kan spolere Mørkøvs og Normans planer. Sammen med den tyske veteran Robert Bartko danner Hester som danskeren med de fleste seksdagesstarter bag sig blandt de aktuelle ryttere, en duo, der rummer kvaliteterne til at presse par nr. 7 til det yderste. Tror på podieplads til lillebror




























