Cykelrytteren Michael Rasmussen har fortalt antidopingmyndighederne, at tre ryttere fra det danske landshold i landevejscykling dopede sig inde i selve OL-byen under legene i Athen i 2004. Det har flere kilder med indsigt i sagen uafhængigt af hinanden bekræftet over for Politiken.
Lod sig afhøre
Da Michael Rasmussen sidst i januar tilstod misbrug af doping gennem det meste af sin professionelle karriere, lod han sig afhøre af repræsentanter for Det Internationale Antidopingagentur (Wada) og dets myndigheder i Holland, USA og Danmark.
Det var under de forhør, at den tidligere cykelstjerne forklarede, hvordan medicinsk snyd var en del af de danske forberedelser til det olympiske landevejsløb i Athen for godt otte år siden.
Russer afviser Michael Rasmussens dopinganklage En af de fem landsholdsryttere - Frank Høj, Bo Hamburger, Nicki Sørensen, Lars Michaelsen eller Michael Rasmussen selv - smuglede ifølge Politikens oplysninger doping ind i OL-lejren. Sikkerheden er normalt i top ved adgangen til den olympiske landsby, men det lykkedes angiveligt alligevel en af de danske ryttere at få den nødvendige kanyle gennem kontrollen ved at gemme den i batterirummet på en musikafspiller.




























