Kvartetten Alex Rasmussen, Lasse Norman, Rasmus Quaade og Casper Folsach cementerede i nat dansk tid den hjemlige banecyklings fornemme position i verdenstoppen, da det i kamp med 14 andre nationer blev til sølvmedaljer i 4 km holdforfølgelsesløb ved sæsonens anden World Cup på veldromen i mexicanske Aguascalientes.
På forhånd var der stillet store forventninger til indsatsen efter en mere end tre uger lang højdetræningslejr i World Cup byen, der er beliggende 1.880 meter over havets overflade, og de indfriedes allerede i den indledende tidskørsel.




























