Med den portugisiske verdensmester Rui Costa som den højest placerede har 14 ryttere fra verdensranglistens top 100 skiftet firmahold inden den igangværende sæson.
Den 26-årige Rui Costa, der sluttede 2013 som nr. 9 i det globale hierarki, valgte at forlade spanske Movistar, hvor han delvis stod i skyggen af Alejandro Valverde og Nairo Quintana, for at få en mere klart dominerende rolle på italienske Lampre-Merida.




























