Lige indtil to km fra mål holdt 39-årige Nicki Sørensen (Tinkoff-Saxo) liv i håbet om en dansk topplacering i dagens 201 km lange Dwars door Vlanderen, men så blev han sammen med sin tre ledsagere i et særdeles interessant fremstød hentet af en større forfølgergruppe, og dermed var de rød-hvide muligheder udspillet i den styrkeprøve, som indledte felttoget på brostenene og murene i det nordlige Europa, der strækker sig helt frem til Paris-Roubaix 13. april.
I stedet kunne den 29-årige hollænder Niki Terpstra (Omega Pharma-Quick Step) jublende passere målstregen som vinder efter en solooffensiv på 30 km.




























