I mere end to timer indtog den 21-årige luxembourger Bob Jungels (Trek) det varme sæde, da den 66. udgave af Critérium du Dauphiné i dag indledtes med en 10,4 km enkeltstart i Lyon, og det var først, da superstjernerne Chris Froome (Sky) og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) nåede til vejs ende, at den unge himmelstormer fra storhertugdømmet blev fortrængt fra førstepladsen.
Bjarne Riis’ spanske trumf tilbagelagde distancen i 13.21 minutter og var dermed et enkelt sekund hurtigere end Jungels, men Contadors status som det franske arrangements førstemand varede i denne omgang kun meget kort.




























