Mens Tour de France-kongen Chris Froome (Sky) nedkæmper rivalerne i Critérium du Dauphiné, forsvarer kæresten Michelle Cound hans ære mod de mistænkeliggørende signaler, som cykelentusiaster sendte via twitter i forbindelse med gårsdagens facinerende bjergfinale på etapen til Col du Béal.
I løbet af aftenen flød således en strøm af twitter-beskeder ud til omverdenen fra tv-seere, der havde observeret, hvordan Froome undervejs havde gjort brug af en inhalator – en episode, der åbenbart skabte grobund for allehånde spekulationer om, hvad det mon kunne være Sky-kaptajnen sugede til sig midt under de barske strabadser.




























