Når Daniel Kreutzfeldt i aften som den første dansker går til start ved verdensmesterskaberne i banecykling i den polske by Pruszkow, er han oppe mod uhyre skrap modstand. Det 24 mand store felt i 40 km pointløb er spækket med specialister i denne disciplin, og selv om den olympiske mester fra Beijing, spanieren Juan Llaneras, har indstillet aktiviteterne for at blive direktør for cykelbanen på fødeøen Mallorca, skal den rød-hvide trups yngste aktør dyste mod en lang række rivaler, der allerede har høstet international hæder. Således stiller tre tidligere verdensmestre op – den forsvarende fra sidste år i Manchester, hviderusseren Vasili Kiryienka, ukraineren Volodomyr Rybin, der vandt i 2005 og briten Chris Newton, som strøg til tops i 2002. Kreutzfeldt nr. 6 i Beijing Både Newton og Kiryienka var blandt de fem ryttere, der placerede sig foran 21-årige Daniel Kreutzfeldt i sommerens olympiske kappestrid, hvor den unge dansker gjorde så glimrende en figur med en sjetteplads Newton sikrede sig ved den lejlighed bronze efter Llaneras og den unge tysker Roger Kluge, mens australieren Cameron Meyer blev nr. 4 og Kiryienka 5. Fra VM i Manchester er Kiryienka den eneste af medaljevinderne, som forsøger sig igen. Sølvet gik dengang til franskmanden Christophe Riblon, mens verdensmesteren fra 2006, hollænderen Peter Schep, snuppede bronze, men ingen af de to er med i Polen.
Holland er i øvrigt slet ikke repræsenteret i pointløbet, som byder på værtsnationens vel nok største medaljehåb i Rafal Ratajczyk, der fik sølv efter Schep i 2006, ligesom han hentede bronze i scratch året efter. Stærkere siden OL »Jeg føler, at jeg er blevet væsentlig stærkere siden OL, og jeg har op til dette VM forberedt mig udelukkende med pointløbet for øje«, fortæller Daniel Kreutzfeldt. »Jeg var ellers længe meget opsat på et erobre en plads på 4 km holdet, men som tiden gik, blev jeg klar over, at det ikke skulle være denne gang, og siden vi indledte træningslejren i Ballerup forrige søndag, har det udelukkende været pointløbstræningen, det har handlet om«. Det er Daniel Kreutzfeldts første VM-optræden i denne disciplin. Han debuterede for to år siden på Mallorca med en flot femteplads i omnium, mens han sidste år i Manchester stillede op i scratch og blev nr. 12. Sandstød seneste danske medaljevinder Danmarks deltager i pointløb i Manchester var Casper Jørgensen, der havde en dårlig dag og sluttede sidst, mens en anden fra den succesrige forfølgelsestrup, Jens-Erik Madsen, blev nr. 13 året før. Ellers må det konstateres, at netop pointløbet har indbragt dansk cykelsport fornem hæder, siden det første gang stod på VM-programmet i 1977. Men det er ligeledes en kendsgerning, at en dansker ikke har betrådt medaljeskamlen, siden Michael Sandstød i 1996 måtte nøjes med sølvet efter Juan Llaneras, selv om han den dag i dag mener, at han blev snydt for en VM-titel af kommissærerne. To danske verdensmestre Både Michael Marcussen og Dan Frost har været verdensmestre som amatører i henholdsvis 1983 og 1986, og Frost blev ligeledes olympisk guldvinder i Seoul, da han henviste tyskeren Olaf Ludwig til andenpladsen. Marcussen har hentet i alt fire VM-medaljer i disciplinen, mens Frost har en bronze foruden guldet. Og så erobrede Jan Bo Petersen i begyndelsen af 1990’erne to bronze og en sølv. Fire finaler på førstedagen Førstedagen ved verdensmesterskaberne byder på fire finaler, og der skal findes i hvert fald én ny mester. Englænderen Rebecca Romero, der hyldedes med guld både for et år siden på hjemmebanen i Manchester og ved OL i Beijing, stiller nemlig ikke op i kvinderens 3 km forfølgelsesløb. Det gør landsmanden Wendy Houvenagel, der blev slået af Romero i den olympiske finale, til storfavorit. I kvindernes 500 m på tid, der ikke er olympisk disciplin, forsøger alle tre VM-medaljevindere – cubaneren Lissandra Guerra, litaueren Simona Krupeckaite og fransmanden Sandie Clair – sig igen, men de får denne gang konkurrence af den australske verdensrekordholder Anna Meares. Britisk-fransk duel i holdsprint Mændenes holdsprint må forventes at blive et opgør mellem de britiske olympiske mestre og de forsvarende franske verdensmestre. De to trioer mødtes i finalen både for et år siden i Manchester og i august i Beijing, men specielt det britiske mandskab har undergået en markant ændring. Den tredobbelte OL-guldvinder Chris Hoy blev som bekendt så slemt skadet ved sit styrt i World Cup-finalen i Ballerup, at han ikke er i stand til at starte i Polen, og det betyder, at Jason Kenny og Jamie Staff får selskab af Matthew Crampton.




























