Succestræner: Vi snupper også VM-guldet

Den danske kvartet er optimister inden finalen mod Australien i aften.
Den danske kvartet er optimister inden finalen mod Australien i aften.
Lyt til artiklen

På det lynhurtige banelegeme i den smukke arena i den triste polske by Pruszkow lod de fire danske VM-sølvvinder Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Jens-Erik Madsen og Michael Mørkøv benene tale med så imponerende en styrke, at de for tredje gang indenfor et år er at finde i en finale i 4 km holdforfølgelsesløb på allerhøjeste internationale niveau. Men efter at de fire rød-hvide tempospecialister som de eneste af de 13 deltagende mandskaber med 3.59.892 min. havde formået at bringe tiden ned under fire minutter, var de tavse. Også det var en meget nøje overvejet detalje i den plan, der går ud på i aften at bringe Dannebrog til tops på den fornemste medaljemast ved verdensmesterskaberne efter finalen mod Australien, der med 4.00.581 min. lige netop kneb sig forbi de britiske VM- og OL-guldvindere, som noterede for 4.00.818. Al koncentration skal samles om finalen Til gengæld var den 23-årige tyske træner Sven Meyer til rådighed med udtalelser, og som debutant i chefjobbet hos Danmarks Cykle Union var han naturligvis ovenud tilfreds med den præstation, kvartetten havde ydet. »Når vi holder rytterne isoleret nu, skyldes det, at der står så meget på spil i aften. Det er udelukkende finalen, de skal fokusere på. Nu skal de hurtigst muligt tilbage til hotellet for at lade op, og intet må gribe forstyrrende ind i det«, siger Sven Meyer, der dog ikke er bange for at udtrykke overbevisende optimisme på rytternes vegne omkring næste akt i VM-dramaet. »Jeg er sikker på, at de har mere i sig endnu, og jeg tror fuldt og fast på, at de bliver verdensmestre i aften. Jeg havde så småt ventet, at vi ville komme til at møde Australien i finalen. Det har de træningstider, jeg har kunnet registrere, fortalt. Men samtidig var alt så tæt mellem Storbritannien, New Zealand, Australien og os, at der ikke skulle meget til for at vælte alle beregninger«. Guldchancen er 80-20 »Nu skal jeg lige have analyseret indsatsen, inden jeg beslutter mig for, om vi stiller op med de samme fire i aften. Men foreløbig er mine forventninger indfriet maksimalt, og det endda på en måde, så jeg også ser klare muligheder for, at tiden kan presses yderligere i aften«. »I hvert fald stoler jeg på, at rytterne har tilstrækkeligt i sig til at slå Australien. Jeg vil vurdere chancerne til at være 80-20 i vores favør«. Træneren var nervøs Den unge tysker lægger ikke skjul på, at han var godt og grundigt nervøs inden det, der var hans debut i VM-sammenhæng. »Det var en forløsning for mig, at det gik så perfekt. Både i aftes og hele dagen op til konkurrencen har jeg været meget spændt. Jeg ventede bare på, konkurrencen skulle gå i gang, for jeg vidste jo, at rytterne var forberedt til at levere varen«. De fire bedst placerede fra VM i Manchester var seedede, så Storbritannien startede sidst med Danmark, Australien og New Zealand umiddelbart foran sig. Og det skulle da også vise sig, at disse fire nationer var klart bedre end de øvrige. Opvisning i forbilledlig holdkørsel New Zeland overtrumfede således med tiden 4.01.186 de hidtil førende spaniere med over tre sek., men glæden varede kun kort. Australien overtog føringen, men det ændrede de fire danskere på straks efter. Med Jens-Erik Madsen i den vante starterrolle efterfulgt af Alex Rasmussen, Michael Mørkøv og Casper Jørgensen leverede kvartetten en opvisning i forbilledlig holdkørsel, der tydeligt bar præg af den enorme rutine, de efterhånden har oparbejdet. Allerede fra mellemtiden ved 1.000 m overtog Danmark føringen og bevarede den løbet ud. Da uret stoppede ved 3.59.892, noteredes det samtidig, at gennemsnitshastigheden havde været på 60.027 km/t. Kun én guldvinder tilbage Tilbage i konkurrencen var kun Storbritannien, der fra VM-opvisningen på hjemmebane og OL-succes i Beijing kun havde Ed Clancy i truppen. Han suppleredes af Team Saxo Bank-rytteren Jonathan Bellis, Steven Burke og Peter Kennaugh. Briterne lagde stærkt ud med hurtigste 1.000 m tid, men formåede ikke at holde farten oppe. Både ved 2000 og 3000 m lå de dog endnu til en finaleplads, men på den sidste km gik de lige den anelse ned, som bevirker, at de nu må nøjes med at kæmpe om bronze mod New Zeland. Op mod australske stortalenter Den australske kvartet, som er Danmarks modstander i gulddysten, består af lutter unge, fremadstormende ryttere med et enormt potentiale, og to af dem har allerede stået på sejrsskamlen her i Pruszkow. Cameron Meyer blev således verdensmester i pointløbet, hvor Daniel Kreutzfeldt erobrede bronze, mens Jack Bobridge hentede sølv i 4 km individuelt forfølgelsesløb i aftes. De to andre, der sikrede finalepladsen, er Leigh Howard og Rohan Dennis. Bobridge, Meyer og Howard blev juniorverdensmestre i disciplinen i både 2006 og 2007, så der er tale om ryttere, som deres unge alder til trods, fuldt ud behersker disciplinen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her