Stjerneskud er klar til de danske landeveje

Jakob Fuglsang stiller op for sit ny hold Team Saxo Bank og forsvarer dermed sin sejr i sidste års Post Danmark Rundt. Arkivfoto.
Jakob Fuglsang stiller op for sit ny hold Team Saxo Bank og forsvarer dermed sin sejr i sidste års Post Danmark Rundt. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Med start i Hirtshals 29. juli og den traditionelle finale på Frederiksberg Allé 2. august er ruten nu klar til den 15. udgave af Post Danmark Rundt. Midt i 1980’erne arrangeredes også fire etapeløb gennem det danske landskab, så da præsentationen af sommerens version i dag lanceredes, omtaltes det, at det er 19. gang en begivenhed af den karakter finder sted. Faktisk er der tale om flere, for både i 1960’erne og 1970’erne – Skagen-København og Føtex-løbet – afvikledes tilsvarende arrangementer, men de har givetvis efterhånden fortonet sig i de historiske tåger. 16 hold til start 16 mandskaber med hver otte ryttere stiller til start, og de 11 af dem er allerede udpeget. Fra ProTouren kommer i hvert fald det førende hjemlige hold Team Saxo Bank, der nu råder over 2008-sejrherren Jakob Fuglsang, samt det amerikanske Team Columbia med Brian Holm som sportsdirektør og det belgiske Silence-Lotto. »Selvfølgelig er det af enorm betydning for os, at Team Saxo Bank allerede meget tidligt har meldt ud, at det møder med en meget stærk trup«, konstaterer løbsdirektør Jesper Worre. Team Saxo Bank med stærk trup »Det har vi jo heldigvis nu været forvænt med i adskillige år, og det er uhyre vigtigt for os. Foruden Jakob Fuglsang, der sidste år sammen med Team Designa Køkken brød Team CSC’s sejrsrække, har sportsdirektør Kim Andersen meddelt, at den tyske stjerne Jens Voigt også er interesseret i at starte«. »Endnu kan der nå at ske meget, men Kim har ligeledes stillet i udsigt, at VM-bronzevinderen Matti Breschel, Alex Rasmussen og Frank Høj desuden kommer, og så er det jo oplagt, at de andre hold skal være særdeles stærkt rustet for at hamle op med Saxo Bank«. Førstedag med skrappe udfordringer Der bliver virkelig noget at se til for deltagerne på de fem etape i Danmark, som indledes blot tre dage efter Tour de France-finalen i Paris. I alt bydes på sammenlagt 830 km, og allerede førstedagens 175 km fra Hirtshals til målet i Rebild Bakker kan få enorm indflydelse på det endelige resultat. Der sluttes nemlig på en 13,4 km lang rundstrækning, der skal gennemføres tre gange, og den er så krævende, at det forekommer usandsynligt, at feltet kommer samlet hjem. Exceptionelle oplevelser i Vejle Derefter skal rytterne ud på to lidt mere traditionelle etaper – Aars-Århus på 190 km og Århus-Vejle på 185 – og endnu engang næres forventninger til, at 21,4 procents stigningen på Kiddesvej i Vejle vil kunne give nogle exceptionelle oplevelser. På den næstsidste dag skal rytterne først fra Korsør til Køge, inden den 15 km lange enkeltstart står på programmet lørdag aften i Roskilde. Og det er givetvis her, at klassementet endegyldigt sættes på plads. Finalen er den traditionelle frem mod Frederiksberg Allé, hvor der skal tilbagelægges 10 omgange på rundstrækningen med Valby Bakke som det udmarvende punkt, men inden går det også over en hidtil ubenyttet rute på små veje fra Ringsted over Borup, Viby, Tune, Hedehusene, Hove, Smørumovre, Skovlunde og Brønshøj. Satser på endnu et ProTour hold »Jeg er overbevist om, at vi får i hvert fald endnu et ProTour hold ud over de tre nævnte med, men endnu er forhandlingerne ikke endegyldigt på plads«, siger Jesper Worre, der ved dagens seance i øvrigt udtrykte stor tilfredshed med, at han allerede har skrevet kontrakt med det nyetablerede Cervélo Test Team, der har sidste års Tour de France-triumfator og superpopulære CSC-kaptajn Carlos Sastre som den mest prominente skikkelse. »Jeg gør mig ikke de store forhåbninger om, at Sastre stiller op i Post Danmark Rundt. Det gjorde han jo heller ikke, mens han startede for CSC. Men Cervélo har fra sæsonens start vist sig som et af de allerstærkeste hold. Og hvis vi eksempelvis kunne få enten nordmanden Thor Hushovd eller tyskeren Heinrich Haussler med i feltet, vil jeg være yderst tilfreds«, fastslår Jesper Worre. Capinordic og Designa Køkken selvskrevne Cervélo Test Team hører ligesom en anden af de nye aktører på den internationale cykelscene, hollandske Vacansoleil, der har danske Martin Mortensen på lønningslisten, hjemme i den næstbedste kategori, og det samme er tilfældet for italienske Ceramica Flaminia, belgiske Topsport Vlaanderen og hollandske Skil-Shimano. Desuden har de to meget stærke hjemlige mandskaber Team Capinordic og Team Designa Køkken, der har hjemme i den internationale 3. division, helt naturligt fået det blå stempel. Måske to danske hold mere »Vi har i år i alt syv danske hold registreret som Continental Team, og det er helt indlysende, at vi ikke kan have plads til dem alle. Capinordic og Designa skiller sig ud i denne kategori, så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at de skulle være med«, understreger Jesper Worre. »Og et enkelt eller to mere bliver der også plads til, men så tror jeg også den danske kvote vil være opbrugt. Vi har ligeledes et dansk landshold med, og her kan ryttere fra de firmahold, der ikke er at finde i feltet, få en chance«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her