Efter en storslået klatreopvisning er spanieren Alberto Contador (Astana) tilbage på tronen i Paris-Nice med al mulig udsigt til også at skulle hyldes øverst på podiet efter finalen ved Middelhavet på søndag. På løbets skrappeste etape, der strakte sig over 182,5 km fra Saint Paul Trois Chateaux til La Montagne de Lure, nedkæmpede etapeløbskongen al modstand. Og den måde triumfen kom i hus på, afslørede med al ønskelig tydelighed, hvilken formidabel styrke han er i besiddelse af ikke mindst på stigningerne. Tre fra Team Saxo Bank i top 10 I strålende solskin og med smeltevand fra de snedækkede skråninger fossende over vejbanen krydsede Contador målstregen i 1.826 meters højde med et forspring på 58 sek. til sine to nærmeste rivaler Team Saxo Banks luxembourgske stjerne Fränk Schleck og spanieren Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne). I spredt fægtning med et minus på yderligere cirka et halv minut fulgte australieren Cadel Evans (Silence-Lotto), franskmanden David Moncoutie (Cofidis), tyskeren Jens Voigt (Saxo Bank) og franskmanden Jonathan Hivert (Skil-Shimano), mens den franske veteran Christophe Moreau (Agritubel) og det danske håb Chris Anker Sørensen (Saxo Bank) snuppede de to sidste pladser i top 10 henholdsvis 1.44 og 1.46 min. bagude. Sled heroisk i gult Indehaveren af den gule førertrøje, franskmanden Sylvain Chavanel (Quick Step) kæmpede heroisk, men forgæves for at forsvare sin position. Han havde op ad den afsluttende stigning længe fulgtes med Voigt og Chris Anker Sørensen og kom da også i mål blot fire sek. efter sidstnævnte. Det betød, at han begrænsede nederlaget så meget, at han kun dumpede ned på tredjepladsen. Luis Leon Sanchez er nu nærmest til at true landsmanden Contador, idet han er 1.13 min. efter denne. Chavanel er yderligere 11 sek. bagude, mens Fränk Schleck rykkede op som nr. 4 og nu er 1.38. min. efter Contador. Opmuntrende dag for Chris Anker Også Jens Voigt avancerede markant i klassement og er nu nr. 6 med et minus på 2.06 min. Derimod fik Chris Anker Sørensen ikke i den sammenhæng noget ud af dagens indsats, idet han på de forudgående etaper har sat for meget til. Han er som nr. 52 17.25 min. efter Contador, men det var uhyre opmuntrende med henblik på opgaverne senere på sæsonen og ikke mindst Tour de France, at han var i stand til at slutte så stærkt af på bjerget. Derimod kneb det for debutanten Jakob Fuglsang, der nåede til mål sammen med holdkammeraterne Nicki Sørensen og Alexandre Kolobnev 13.34 min. efter Contador, hvilket betød, at han rykkede ned som nr. 45 sammenlagt. Fortjent belønning Contador sørgede med sin imponerende finale for, at Astana-holdkammeraterne modtog fortjent belønning for det utrættelige slid, de havde leveret på langt størstedelen af etapen. Det var nemlig først og fremmest Astana-kollektivet, der sørgede for at dagens lange udbrud bestående af otte ryttere, konstant blev holdt i snor og slutteligt ligeledes hentet. Og dermed sendte holdet også et klart signal om, at kaptajnen var klar til at angribe, da det endelig gjaldt. Voigt åbnede ballet Selve den sidste stigning var 13,8 km lang med en gennemsnitlig procent på 6,6, og det var Jens Voigt, der åbnede ballet, da der manglede 11 km til toppen. Det medførte, at den forreste gruppe skrumpede kraftigt ind, men Contador havde endnu ukraineren Jaroslav Popovych hos sig til at holde tempoet oppe. Med 8,5 km tilbage trådte spanieren selv an, og han fik hurtigt følgeskab af Fränk Schleck. De to hentede Voigt, Antonio Colom (Katusha) nåede op til dem, men seks km fra mål forcerede Contador så magtfuldt, at rivalerne ikke kunne sidde på hjul. Fornem solopvisning Derefter udviklede resten af etapen sig til en fornem soloopvisning, men Contador lagde efter målpassagen ikke skjul på, at den havde kostet kræfter. »Jeg var meget træt, da jeg krydsede stregen, men jeg vidste, hvor afgørende denne etape var, så jeg kæmpede til det sidste for at oparbejde så stort et forspring som muligt«, fastslog Contador, der også klart tilkendegav, at han udmærket ved, at strabadserne langt fra er overstået endnu. Således byder næstsidste etape fra Manosque til Fayence på ikke færre end ni bjergspurter, så der venter Astana-truppen endnu en uhyre anstrengende dag med overvågning af Contadors værste konkurrenter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
»Det er helt vanvittigt«: Forskerne håbede på én ren jordprøve. De fandt ingen
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
»Det er jo ikke bare et problem for Tyskland, det er et problem for hele Europas sikkerhed«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























