Fabian Cancellara slog til sidste år i Milano-Sanremo, Stuart O’Grady var først over stregen på velodromen i Roubaix 2007 som efterfølger for netop det schweiziske tempofænomen samme sted – en imponerende forårsserie for rytterne i tjeneste hos Bjarne Riis. Men i de indledende måneder af den aktuelle sæson er klassikertriumfer af den karakter indtil videre udeblevet, hvilket imidlertid ikke svækker troen hos Team Saxo Bank på, at de kan nås i den afsluttende uge for de store endags løb. Gode miner til slet spil Når hverken O’Grady eller Cancellara har formået at leve op til tidligere præstationer, skyldes det vidt forskellige årsager. Den australske veteran er lovligt undskyldt efter styrtet i Milano-Sanremo, der kostede et brækket kraveben. Derimod holdes der i Team Saxo Bank-lejren gode miner til slet spil, når spørgsmålet om Cancellaras manglede bedrifter bringes på bane. Den yderst plausible – og officielle – forklaring lyder på, at den schweiziske guld- og bronzevinder fra OL i Beijing er blevet sat tilbage af både sygdom og styrt, så han først nu, når han skal til at holde pause, er ved at ramme en rimelig form. Revet med af OL-succes Politikens kilder i Schweiz har imidlertid en lidt anden historie at fortælle. Cancellara har ganske enkelt ladet sig rive med af den megen festivitas i kølvandet på den olympiske succes, og det har ført til, at han mødte op i en elendig fysisk form til sæsonstarten. Naturligvis har det så ikke fremmet hans situation, at han både har været ramt af sygdom og styrt, men schweiziske eksperter nægter at tro, at det alene kan være forklaringen. Ny trup jagter topresultater Efter den indledende fase af forårsklassikerne, hvor Matti Breschel trods alt med sjettepladsen i Flandern Rundt og en tiendeplads på Paris-Roubaix reddede en del af holdets ære, selv om de placeringer givetvis hverken har indfriet den unge danskers eller kollektivets forventninger, er det så op til en helt anden trup at jagte topresultater i søndagens Amstel Gold Race, Flèche Walonne på onsdag og Liège-Bastogne-Liège om en uge. Og de forgangne måneder har generelt klart afsløret, at det mandskab, som nu skal i aktion. har leveret væsentligt bedre resultater end de holdkammerater, som nu bliver afløst. Schleck har prøvet at vinde Det uantastede bud på Team Saxo Banks triumf i den 258,6 km lange styrkeprøve på de hollandske landeveje, er luxembourgeren Fränk Schleck. Han demonstrerede allerede med sejren i Amstel Gold Race for tre år siden, at han besidder de kvaliteter, der kræves for at begå sig i den aktuelle styrkeprøve. Dengang stak han med 10 km tilbage fra en udbrydergruppe på 10 mand og holdt hjem med 22 sekunders forspring til Steffen Wesemann, som vel egentlig den dag var feltets stærkeste. Tæt på sidste år Og sidste år var Fränk Schleck atter tæt på, da han besatte andenpladsen efter Politikens favorit i den forestående udfordring, italieneren Damiano Cunego (Lampre). Netop ved den lejlighed stilledes det tydeligt til skue, hvorfor Fränk Schleck trods sit uomtvistelige format aldrig kommer til at vinde så forfærdeligt mange cykelløb. Han er simpelthen så frygtelig ubeslutsom og magtesløs i en spurt, at rivalerne sagtens kan tage ham med hjem i et udbrud uden at frygte, at han skal snuppe hæderen for næsen af dem. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at konkurrenterne skal vogte ham meget nøje, for lykkes det ham endelig at oparbejde et forspring, er han så stærk, at han er uhyre vanskelig at hente. Spændende dansk islæt Det rent danske islæt i Amstel Gold Race er spændende. Den nationale mester Nicki Sørensen har nu seks år i træk leveret den bedste rød-hvide præstation i den hollandske klassiker, uden at den har været prangende. Men løbet i det kuperede terræn med 31 moderate stigninger er lige noget, der passer Nicki Sørensen. Måske skal udfordringerne nok være noget mere krævende for både debutanten Jakob Fuglsang og ikke mindst Chris Anker Sørensen, der aspirerer til at blive sæsonens store, spændende, danske Tour de France-skikkelse. Låses af satsning på Schleck Der er imidlertid ingen tvivl om, at det er i terræn som det, der venter i dag, på onsdag og i Liège-Bastogne-Liège, denne trio har mulighed for at gøre sig gældende, når det handler om klassikere. Og selv om de i vid udstrækning vil være låst i dag på grund af Team Saxo Banks overordnede satsning på Fränk Schleck, vil deres indsats blive fulgt med stor opmærksomhed. 44. udgave med trofast sponsor Det er den 44. udgave af det hollandske storløb, som står på programmet, og lige siden starten har begivenheden båret sponsorens navn, hvilket selv i en reklamedomineret idræt som cykling er højst usædvanligt. Manden bag løbet, den nu 78-årige Herman Krott, der stadig er at finde i kortegen som æresgæst, stod fra 1964 oprindelig i spidsen for et amatørhold, som bar det hollandske bryggeris navn. Fra dette Amstel Bier mandskab rekrutteredes nogle af periodens største hollandske professionelle navne med Joop Zoetemelk og Gerrie Knetemann i spidsen. Cykelløb giver omsætning på 115 mio. kr. Siden formåede Krott altså at gøre bryggerigiganten interesseret i de aktiviteter, der førte til skabelsen af det første store hollandske endags løb. Den trofaste sponsor har ikke hidtil vist antydninger af træthed, og selv om det måske ud ad til kan synes at være bare et cykelløb, har nylige, videnskabelige undersøgelser afsløret, hvilken enorm betydning denne ene begivenhed har for Limburg-regionen. En omfattede rundspørge foretaget af Hogeschool voor Toerisme en Verkeer in Breda, NHTV, har nemlig godtgjort, at Amstel Gold Race i sig selv udløser en omsætning på omkring 125 mio. kroner i området.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Lederne er splittede om Løkkes taktiske træk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Josefine Kaagaard




























