Ung brite tog trøjen i Giroen

Lyt til artiklen

Spændingen holdt sig lige til de sidste sekunder af det 20,5 km lange holdløb, der indledte 100 års udgaven af Giro d’Italia på Venedigs Lido. Men da Astana med de amerikanske stjerner Lance Armstrong og Levi Leipheimer som det sidst startende af de 22 mandskaber var suset i mål i en tid, der var 13 sek. langsommere end Team Columbias, stod det klart, at den snart 24-årige englænder Mark Cavendish som den første skulle iklædes den rosa førertrøje. En storslået sæson Og dermed oplevede både den unge englænder og det amerikanske kollektiv endnu en jubelstund i en sæson, der har formet sig som en storslået fortsættelse på det fantastiske 2008, hvor Team Columbia udmærkede sig som det klart mest vindende af samtlige mandskaber. Samme status er holdet stærkt på vej til at sikre sig også i år, hvor Cavendish som nr. 1 på den individuelle sejrsliste med otte førstepladser har bidraget markant til Columbias position som klart førende blandt ProTour-trupperne. Columbia startede første Cavendish og Co. måtte vente længe, før det kunne fastslås som en kendsgerning, at triumfen var i hus. Lodtrækningen havde nemlig maget det således, at Columbia sendtes af sted som det allerførste, og derfor var det da også umuligt at vurdere, hvor langt tiden på 21.50 min., som noteredes i mål, ville række. Men det stod klart, at noget stort var på vej, da det andet amerikanske ProTour-hold Garmin, der startede som nr. 4, var seks sekunder langsommere om at gennemføre distancen. Garmin vandt den tilsvarende styrkeprøve sidste år på Sicilien, og havde satset maksimalt på en gentagelse, men måtte i sidste ende erkende, at 21.56 kun rakte til en andenplads. Lagt op til massespurt Team Columbia havde samtlige ni ryttere med i mål og besætter derfor de ni første pladser sammenlagt, når Giroen i dag fortsætter med 156 km fra Jesolo til Trieste. Og her kan det sagtens tænkes, at der er lagt op til yderligere begejstring hos Team Columbia, for den næste udfordring er nemlig næsten forudbestemt til at slutte i en massespurt. I den sammenhæng har Cavendish vist sig som klart den skrappeste hidtil i år, så det er højst sandsynligt, at han øger sit forspring i klassementet, idet der er 20 bonussekunder for en sejr. Petacchi og Di Luca fint fra start Værste rival bliver efter alt at dømme den italienske veteran Alessandro Petacchi, der er nr. 2 på årets sejrsliste efter Cavendish. Petacchis LPR-mandskab kørte ind på en flot fjerdeplads slået med 22 sek. af Columbia. Det betyder samtidig, at Danilo Di Luca kom bedst fra start af de italienske podiekandidater og tidligere Giro-sejrherrer. Ivan Basso, der strøg til tops i 2006 – året før Di Luca – blev med sit Liquigashold nr. 8 med et minus på 40 sek. til Columbia, 2004-vinderen Damiano Cunego (Lampre) satte yderligere to sek. til, mens Gilberto Simoni (Diquigiovanni) og Stefano Garzelli (Acqua & Sapone) mistede henholdsvis 1.06 og 1.21 min. Skuffende start af Saxo Bank For Team Saxo Bank begyndte Giroen skuffende i betragtning af de traditioner, det danske mandskab har i denne disciplin. Tiden 22.45 min. rakte kun til en 13.-plads, men i den overordnede sammenhæng har det ikke den store betydning, eftersom holdet ingen aspiranter har til en topplacering sammenlagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her