Ifølge adskillige internationale medier er det ikke kun finanskrisen, der er skyld i de problemer, som truer det professionelle cykelmandskab Astanas eksistens. En særdeles væsentlig årsag skulle også være voldsom uenighed omkring den tidligere kasakhiske superstjerne Alexandre Vinokourovs comeback. Vinokourov vil køre Vuelta og VM Det er kun kort tid siden, Vinokourov tilkendegav, at han har planer om at starte både i Vuelta a Espana og ved VM, selv om han officielt ingen aftaler har med en kommende arbejdsgiver. Men det har aldrig været nogen hemmelighed, at den 35-årige kasakher har tætte forbindelse til de mest magtfulde kredse i hjemlandet, hvor han i øvrigt stadig betragtes som folkehelt, selv om det var hans skyld, at Astana blev smidt ud af Tour de France for to år siden. Forbundet kontra Bruyneel og Armstrong Det kasakhiske cykelforbund, der er den økonomiske garant bag cykelholdet, hilser Vinokourov velkommen tilbage.
Det gør derimod hverken manager Johan Bruyneel eller amerikaneren Lance Armstrong, og meget vedholdende rygter vil vide, at det er den egentlig baggrund for, at kasakherne ikke har tilvejebragt kapital til rytternes lønninger de seneste måneder. Cykelautoriteterne i den asiatiske søger ganske enkelt at lægge pres på Bruyneel ved at insistere på, at Vinokourov skal genindtræde i truppen. Og dermed synes det mere og mere indlysende, at langt størstedelen af rytterne på det nuværende Astana-hold fortsætter under Bruyneels – og Armstrongs – vinger. Dog er der et større antal kasakhiske ryttere, som sandsynligvis vil blive grupperet omkring Vinokourov. Og desuden anses det for sandsynligt, at den spanske etapeløbskonge Alberto Contador ved en opløsning af den aktuelle struktur skifter til Caisse d’Epargne. Fik kun halvdelen af den normale straf Det var ved en dopingkontrol under Tour de France 2007, at det afsløredes, at Vinokourov havde gjort sig skyldig i bloddoping. Hele Astana-mandskabet trak sig efter kraftige opfordringer fra arrangørerne, og siden blev Johan Bruyneel engageret for at sikre holdets fortsatte eksistens. Vinokourov ville ikke vedgå sin brøde, men blev af det kasakhiske cykelforbund omsider idømt et års karantæne, hvilket kun er halvdelen af den gængse straf for en forseelse af den art. Allerede sidste år bebudede Vinokourov en tilbagevenden til konkurrenceaktiviteterne, hvilket imidlertid fik den internationale cykelunion, UCI, op på mærkerne. Truede med den internationale sportsdomstol Unionen havde i første omgang set gennem fingre med den lempelige dom, fordi Vinokourov oprindelig havde bekendtgjort, at han indstillede karrieren. Og UCI understregede, at sagen ville blive indbragt for den internationale sportsdomstol CAS med krav om en skærpelse, hvis kasakheren gjorde alvor af projektet om et 2008-comeback. Det blev så alligevel aldrig til noget, og når VM og Vuelta afvikles i september er de to går gået, som udelukkelsen efter UCI’s mening skulle have lydt på, og dermed er der ikke længere basis for at stoppe Vinokourov.






























