Står det til den tyske veteran Jens Voigt selv, genoptager han aktiviteterne i begyndelsen af september for med et effektfuldt sæsonpunktum at trænge minderne om sit frygtelige styrt i Tour de France i baggrunden. Det siger den 37-årige fighter i et interview på Team Saxo Banks hjemmeside. »Forhåbentlig får jeg i næste uge grønt lys af lægerne til at kunne træne på fuldt tryk igen, og så vil jeg gerne køre løb allerede fra starten af september«, fastslår Jens Voigt. Hjelmen hindrede livstruende skader Det var 21. juli på 16. etape, at cyklen 27 km fra målet i Bourg-Saint-Maurice pludselig skred ud under Jens Voigt på en nedkørsel med omkring 80 km/t. På nærmest mirakuløs vis slap han med et brud på kæben, en kraftig hjernerystelse og voldsomme knubs over hele kroppen, og lægerne er ikke i tvivl om, at han kan takke cykelhjelmen for, at han ikke pådrog sig livstruende skader. Har set langt værre skæbner Efter opholdet på universitetshospitalet i Grenoble har han de seneste uger fortsat behandlingerne i Berlin og her fastslår lægerne, at han om kort tid vil være kommet sig fuldstændig over eftervirkningerne af ulykken. »På rehabiliteringscentret i Berlin har jeg fået vendt fokus væk fra mig selv, fordi jeg har oplevet skæbner, der er så mange gange værre end min. F.eks. så jeg, hvordan en familiefar sad uden at kunne bevæge sig i en rullestol og blev madet af sin kone. Han var faldet ned fra en stol i hjemmet, da han ville skifte en pære. Sådan noget giver stof til eftertanke«, siger Jens Voigt. Er ikke klar til at stoppe Under Tour de France sagde Jens Voigt i et interview med Politiken, at han var meget opsat på at køre i hvert fald endnu en sæson for Team Saxo Bank, og den opfattelse har ikke ændret sig. »Styrtet var hændeligt uheld, og det skal ikke bestemme, hvornår jeg skal indstille karrieren. Det vil jeg selv, når tiden er moden, og jeg er ikke færdig med at konkurrere for verdens bedste cykelhold«, konstaterer Jens Voigt. Realistisk omkring endnu en Tour-start Om den populære tysker så har kørt sit sidste Tour de France, er en anden sag, og i den sammenhæng var han meget realistisk få dage inden han kom så galt af sted. »Der er mange, der trænger sig på til holdet. Eksempelvis flere danske talenter, så jeg føler mig langt fra sikker på, at der kan blive plads til mig i 2010. Til genmgæld føler jeg, at jeg stadig har så meget at bidrage med, at der er mange andre opgaver, jeg kan løse«, sagde Jens Voigt på Tourens anden hviledag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Live: Styrelse har plan, hvis dansker får symptomer på hantavirus
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Allerede under sundhedsplejerskens første besøg begyndte min frygt for myndighederne at spire
-
Så skal der igen bides negle
-
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
-
Tidligere havde han nemt ved at finde job. Nu har Kenneth Hemstedt søgt forgæves 140 gange
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























