Succesen vil tilsyneladende ingen ende tage for det amerikanske professionelle cykelmandskab Team Columbia-HTC. I dag føjedes således en ny triumf til den i forvejen svulmende buket, da belgieren Maxime Monfort blev en overraskende vinder af hjemlandets nationale mesterskab i enkeltstart, der traditionelt afvikles på denne tid af året, mens stort set alle andre nationer kårer mestrene i slutningen af juni. Dermed er Team Columbia oppe på 67 sejre i denne sæson, og indtager en suveræn førsteplads på vinderlisten foran Team Saxo Bank, der er noteret for 34, mens Astana og Quick Step følger med hver 20. Vandt 77 løb sidste år Sidste år nåede Team Columbia op på 77 gevinster, og holdets danske sportsdirektør Brian Holm gav ved den lejlighed udtryk for, at den overvældende medgang var nærmest frygtindgydende, fordi den ville blive vanskelig at leve op til. Men det har åbenbart ikke været noget problem for pedalatleterne anført af de to supersprintere Mark Cavendish og André Greipel, der er noteret for henholdsvis 20 og 15 sejre. I alt har foreløbig 15 af holdets 25 ryttere bidraget til det fornemme resultat. Første sejr siden 2004 For Monfort var det første gang siden debutsæsonen som professionel i 2004, han kunne lade sig hylde øverst på podiet. Dengang imponerende han med at vinde Luxembourg Rundt sammenlagt efter en etapesejr undervejs, men siden er det indtil i dag kun blevet til pæne placeringer. Den 26-årige belgier har dog hele tiden været betragtet som et stort talent ikke mindst i etapeløbssammenhæng, og der var da også stor tilfredshed hos Team Columbia, da Monfort op til denne sæson sagde ja tak til et tilbud efter de seneste tre år at have repræsenteret Cofidis. Stillede op for første gang At det lige netop skulle blive dagens opgave, der gav Monfort anledning til uforbeholden jubel, lå ikke just i kortene. Ganske vist kan han fremvise pæne enkeltstartsresultater i diverse etapeløb, men han har aldrig tidligere forsøgt sig i disciplinen ved de belgiske mesterskaber, og han havde da også højst outsiderstatus, inden det gik løs. Men da facit gjordes op, havde Maxime Monfort tilbagelagt den 52 km lange distance på 1.05.02 time, mens Quick Step-trioen Sébastien Rosseler, Dominique Cornu og Stijn Devolder fulgte på de næste pladser slået med henholdsvis 32, 54 og 58 sek. Svært ved at finde forårsformen For Flandern Rundt-sejrherren Stijn Devolder, der mødte frem som forsvarende mester, blev styrkeprøven endnu et bevis på, at han har yderst vanskeligt ved at finde formen fra foråret. Det demonstreredes også meget klart i Tour de France. Team Saxo Banks Jurgen van Goolen blev nr. 6 i mesterskabsdysten slået med 1.41 min. af Monfort. Tæt på afgørelsen i Portugal Rundt I Portugal Rundt tog værtsnationens Nuno Ribeiro (Liberty Seguros) et stort skridt mod den endelige sejr, da han kom alene til mål på den 154,6 km langt 9. og næstsidste etape fra Oliveira da Bairro til Torre. På den afsluttende finalestigning som strakte sig over godt 28 km, angreb Ribeiro iført den gule førertrøje med knap otte km til toppen i 1.961 meters højde, og ingen formåede at følge ham. Han krydsede stregen med et forspring på 25 sek. til spanieren David Blanco (Palmeiras), og sammenlagt fører han nu inden den 30,8 km enkeltstart, der sætter punktum for strabadserne i morgen, med 1.55 min. foran spanieren David Bernabeu (Barbot). Vandt foran dansker for seks år siden Top 10 sammenlagt domineres af portugisiske og spanske ryttere, og den eneste, der formår at blande sig, er tyskeren Patrik Sinkewitz (PSK), som i dag dumpede ned på en tiendeplads. Ribeiro vandt også Portugal Rundt i 2003, da danske Claus Michael Møller sluttede som nr. 2 efter at have stået øverst på skamlen året inden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ekspert: Trumps plan kan koste dyrt
-
»Jeg har kæmpet, siden Tilde blev født, og jeg har simpelthen ikke mere at give af«
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Hizbollah har nu fået fingrene i et våben, der er yderst svært at forsvare sig imod
-
Politiken mener: Forløjet dolkestødslegende udstiller snarere blå bloks desperation end nogen politisk realitet
-
»Det hele handler om ham. Det er jo det, der er problemet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Isabella Cortes Rudas, Freja Sif Fjeldberg Sørensen, Birk Skjalholt og Kamille Stenbæk
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Kronik af Peter la Cour
Debatindlæg af Jacob K. Clasen
Danske Rederier: Episoden fra Estland viser alvoren ved at stoppe russiske skibe
Klumme af Christian Jensen




























