Dansk verdensmester til tops i Belgien

Lyt til artiklen

For 13. gang i denne sæson susede en rytter fra det danske Team Capinordic i dag først over stregen i et løb på den internationale cykelunion UCI’s terminsliste. Det var verdensmesteren i 4 km holdforfølgelsesløb på bane Jens-Erik Madsen, der var hurtigst i massespurten i det belgiske Antweprse Havenpijl, og dermed noteredes den 28-årige alsidige jyde for sit hidtil fornemste resultat på landevejen. Jonas Aaen kørte spurten for Madsen »Jeg synes, det er gået rigtigt godt for mig nu i længere tid, og derfor var det også dejligt at få denne belønning«, fortæller en glad Jens-Erik Madsen fra Belgien. »Vi fik hentet et udbrud godt fem km fra mål, og i finalen blev det besluttet, at Jonas Aaen skulle arbejde for mig, og det gjorde han perfekt. Han tog en ordenlig føring, da der manglede 800 m og slog ud med cirka 250 m tilbage. Jeg kunne godt mærke, at konkurrenterne var tæt på, men det lykkedes mig lige netop at holde dem bag mig«. Nr. 19 på årets vinderliste Det danske mandskab er dermed på en delt 19. plads blandt samtlige de 132 UCI-registrerede hold – inklusive de 18 fra ProTouren – der har kørt sejre hjem i år. »Afslutningen forløb ikke helt, som vi havde forudset. Vi havde nemlig regnet med at kunne lave en decideret raket i spurten for at køre Jens-Erik frem, men vi måtte bruge for mange ryttere til at neutralisere forskellige udbrud til, at det kunne lade sig gøre«, fortæller Team Capinordics manager Tom Breschel. »Derfor blev vi nødt til at ofre Jonas Aaen til sidst, fordi jeg vurderede, at Jens-Erik Madsen ville sidde med de bedste chancer i det opløb, rytterne præsenteredes for«. Stortalent har fundet formen I øvrigt kunne Breschel og Co. også glæde sig over, at stortalentet Niki Østergaard, tidligere nr. 1 på juniorernes verdensrangliste, i den seneste uge alvor har fået fart på cyklen. Efter sejre i to gadeløb vandt han i dag Thorsager MC’s Stjerneløbet, og selv om ingen af disse præstationer tæller med i internationale regnskaber, kan de måske overbevise landstræner Morten Bennekou om, at Niki Østergaards form rækker til en plads i VM-truppen for U 23 ryttere. Succes for Team Designa Køkken i Norge Ranglistepoint var der heller ikke at hente, da Team Designa Køkken deltog i Tønsbergs fire dages etapeløb, fordi det ikke befinder sig på den internationale terminsliste. Alligevel er det nok værd at bemærke, at Michael Reihs sikrede sig den samlede sejr plus en etapegevinst, samt at det danske mandskabs russer Sergeij Firsanov vandt den afsluttende enkeltstart, ligesom nordmanden Vegard Robinson Bugge, der kører på prøve for Team Designa Køkken her i efteråret, også var nr. 1 på en etape.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her