Millionerne ligger og venter på det norske supertalent Edvald Boasson Hagen (Team Columbia), og i dag dokumenterede han endnu engang, hvorfor han er så efterstræbt på det internationale ryttermarked. Den 22-årige nordmand satte nemlig et effektfuldt punktum for det hollandsk-belgiske ProTour løb Eneco Tour, da han ikke alene forsvarede sin samlede førsteplads, men også hyldedes som vinder af den afsluttende enkeltstart i Amersfoort. Op som nr. 3 på verdensranglisten Boasson Hagen er dermed oppe på otte sejre i denne sæson, og den aktuelle præstation indebærer ligeledes, at han avancerer til tredjepladsen på verdensranglisten. Her overtrumfes han nu kun af den spanske Tour de France konge Alberto Contador (Astana) og dennes kronprins fra gigantbegivenheden på de franske landeveje luxembourgeren Andy Schleck (Team Saxo Bank). Så når norsk TV 2 mener at vide, at hans kommende arbejdsgiver – formentlig det nyetablerede britiske Team Sky – er villig til at betale ham en årsgage på omkring ni mio. kr., som i cykelsportssammenhæng er en svimlende sum for så ung en rytter, forekommer det langt fra at være usandsynligt. Chavanel sluttede som nr. 2 Edvald Boasson Hagen tilbagelagde den 13,1 km lange distance i 16.07 min., hvilket var henholdsvis fire og fem sek. hurtigere end de to Rabobank-holdkammerater Sebastian Langeveld og Maarten Tjallingii. Den franske prologvinder Sylvain Chavanel (Quick Step) delte førstepladsen ved mellemtiden efter 5,9 km med Boasson Hagen, havde samme mellemtid som Boasson Hagen, men måtte i mål se sig slået med 14 sek. Det rakte dog til, at Chavanel sluttede som samlet nr. 2 med et minus på 45 sek., mens Langeveld besatte den sidste podieplads yderligere to sek. bagude. Skuffende dag for Lars Bak For den danske mester i enkeltstart Lars Bak formede den 13,1 km lange tempofinale sig langt fra som ønsket. Den 29-årige Team Saxo Bak trumf lå inden dagens opgave på den samlede andenplads, eftersom amerikaneren Tyler Farrar (Garmin) havde valgt at udgå for at intensivere forberedelserne til Vuelta a Espana. Men da facit gjordes op, var Lars Bak blevet passeret af fem rivaler i det samlede klassement, så han havnede som nr. 7 slået med 58 sek. af Boasson Hagen. Alex Rasmussen bedste dansker Når Lars Baks tempokvaliteter for alvor skal udfolde sig, skal distancen helst være noget længere. Heller ikke i Post Danmark Rundt indfriede han ganske forventningerne, mens han i slutningen af juni for tredje år i træk nedkæmpede alle konkurrenter i dysten om den nationale titel. I dag blev han nr. 16 med et minus på 33 sek. til Edvald Boasson Hagen, og han blev ligeledes besejret af landsmanden Alex Rasmussen, der som nr. 13 noteredes som Team Saxo Banks bedste på etapen – to sek. hurtigere end holdkammeraten. Pænt avancement på verdensranglisten Den samlede syvendeplads og den fornemme etapesejr forleden betyder dog, at Lars Bak tager et pænt spring fremad på verdensranglisten. Danskeren lå inden Eneco Tour som nr. 73, men er nu at finde som nr. 51 som næstbedste dansker. Højest placeret er Matti Breschel som nr. 40 med 117 point, Lars Bak har 87, mens Jakob Fuglsang følger umiddelbart efter med 82. Dansk hold med lav profil På de franske landeveje indledtes det fire dage lange Tour du Poitou-Charentes med deltagelse af blandt andre Team Saxo Bank som et af syv ProTour-mandskaber. Men ganske som tilfældet var i søndagens Grand Prix Ouest France gjorde det danske hold ikke meget væsen af sig. Den 185 km lange 1. etape fra Chatelaillon Plage til Aigre vandtes af den 25-årige franskmand Anthony Ravard (Agritubel) foran landsmændene Sébastien Joly (Francaise des Jeux) og Jerome Pineau (Quick Step). De var med i et 150 km langt udbrud, som lige netop holdt hjem med 10 sek. til det store hovedfelt, hvor englænderen Jeremy Hunt (Cervélo) var hurtigst i spurten om sjettepladsen. I denne gruppe befandt samtlige Team Saxo Banks ryttere sig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























