Samtidig med at ledelsen på Team Capinordic kaster sig ud i det ultimative forsøg på at redde det succesrige danske cykelmandskab, har rytterne en sidste mulighed for i skrapt internationalt selskab at bevise, de er værd at satse på. Aktionen med at sætte holdet på folkeaktier har fået så positiv respons, at holdejer Søren Svenningsen har besluttet at forlænge perioden for tegningen af aktier frem til 7. oktober i håbet om, at det foreløbige resultat på 1,3 mio. kr., som opgjordes i slutningen af sidste uge, kan forbedres yderligere. Yderligere interesse efter VM »Vi har fornemmet en yderligere interesse efter VM i Schweiz, hvor Matti Breschel og Chris Anker Sørensen, som begge på et tidspunkt har været en del af holdet, gjorde det så godt«, fortæller Søren Svenningsen.
LÆS OGSÅ Truet talentfabrik har fundet 1,3 millioner
»Vi tror stadig på, vi finder en løsning, og det kan munde ud i en kombination mellem folkeaktierne og støtte fra flere forskellige sponsorer. Men i øjeblikket har vi også drøftelser med en stor, dansk børsnoteret virksomheden og afventer i spænding, hvad de fører til«.
I hård konkurrence i Tyskland
Rytterne får på lørdag chancen for at stille deres kvaliteter til skue, når de deltager i det tyske Münsterland Giro, hvor de skal op mod så stærke mandskaber som Team Saxo Bank, Silence-Lotto, Milram og Team Columbia fra ProTouren samt Cervélo og Skil-Shimano, ligesom de hjemlige rivaler Team Designa Køkken og Glud & Marstrand Horsens står på startlisten.
Med sine 16 sejre i denne sæson indtager Team Capinordic en delt 19. plads på vinderlisten for i år blandt 138 registrerede firmahold, og i denne opgørelse indgår også ProTour mandskaberne.
Stiller med de to mest vindende
Dermed har den lukningstruede trup længst dokumenteret, at den formår at hævde sig flot internationalt, men i den aktuelle situation vil det næppe skade, at det understreges endnu engang.




























