For tredje dag i træk tronede Michael Rasmussen (Tecos) på podiet i Mexicos største etapeløb Vuelta a Chihuahua som indehaver af løbets lysegrønne førertrøje, også da de 117 km fra Cuauhtémoc til San Juanito var tilbagelagt.
LÆS OGSÅ Michael Rasmussen forsvarer sin førertrøje
Men den tidligere danske Tour de France bjergkonge fik undervejs at føle, at han ikke skal regne med at at komme nemt til den endelige sejr.
For på den sidste af dagens to stigninger med 14 km til mål, gik den 35-årige klatrespecialists nærmeste rival, den syv år yngre spanier Dani Moreno (Caisse d’Epargne) til angreb.
Rasmussen svarede igen
Moreno, der i det nyligt overståede Vuelta a Espana var en af sejrherren Alejandro Valverdes mest værdifulde hjælpere og selv sluttede som nr. 11 sammenlagt, fik afstand til konkurrenterne, men kun i et ganske kort øjeblik.
For næppe havde Moreno skabt hullet, før Michael Rasmussen svarede igen i selskab med sin colombianske Tecos-holdkammerat Gregorio Ladino – nr. 2 i løbet sidste år – sammen med den spanske duo fra det amerikanske Rock Racing mandskab Francisco Mancebo og Oscar Sevilla.
Benitez vandt for anden dag i træk
Moreno krydsede toppen med få sekunders forspring, men det varede ikke længe, før kvartetten havde hentet ham.
Senere fik et større felt tilslutning til fronten, og i en gruppe på 56 ryttere formåede spanieren Javier Benitez (Contentpolis) at dokumentere, at han er feltets skrappeste sprinter, idet han gentog mandagens sejr. Denne gang havde han den unge hollænderen Michael Kreder (Rabobank) og spanieren José Antonio Carrasco (Andalucia) tættest på. Sevilla besatte fjerdepladsen, Moreno blev nr. 7 og Michael Rasmussen krydsede stregen som nr. 16. Sammenlagt betyder det, at danskeren fortsat er 26 hundrededele af et sek. foran Dani Moreno, og i det hele taget ændrede etapen kun minimalt på stillingen. Langt udbrud blev holdt i kort snor




























