Selv om stort set samtlige eksperter er enige om, at det altafgørende slag om sejren i næste års Tour de France skal udkæmpes i den afsluttende uge i Pyrenæerne, går det op for stadig flere, at verdens skrappeste cykeludfordring allerede meget tidligt byder på en helt speciel styrkeprøve, som kan skabe særdeles ubehagelige overraskelser. Det har eksempelvis Bjarne Riis’ luxembourgske trumf Andy Schleck længst indset, og han var da også for nogle uger siden fremme med en udtalelse om, at han i allerhøjeste grad er opmærksom på de usædvanlige strabadser, hvor han mener, at han kan tilkæmpe sig en fordel overfor sin formodet værste rival i kampen om sejren, den regerende Tour-konge Alberto Contador (Astana). 13,2 km med brosten Det drejer sig om den 207 km lange 3. etape fra Wanze til Arenberg, der rummer syv brostensstrækninger, som de kendes fra bl.a. Paris-Roubaix. Den sidste melder sig 10 km fra mål, og den samlede distance på dette vanskelige underlag er på 13,2 km.
Riis er Schleck-brødrenes foretrukne chef »Jeg tror, at Contador kan få det meget svært under de forhold, og det skal vi søge at udnytte«, siger Andy Schleck. Det fremgår da også klart af den sæsonplan, der er blevet lagt under den træningslejr, som Tesam Saxo Bank afslutter i dag på Fueteventura – Andy Schleck fik lov at smutte hjem i fradags for at blive hyldet som Årets Sportsmand i hjemlandet – at det danske mandskabs Tour–topnavn sigter målrettet på, at kunne gøre en forskel på denne etape. Tre brostensløb i Belgien Oprindelig opereredes med en idé om, at lade Andy Schleck starte i Flandern Rundt netop som en slags Tour–forberedelse, men den er skrinlagt, fordi den belgiske klassiker køres en dag inden Baskerlandet Rundt starter. Og denne skrappe spanske opgave indgår som et væsentligt led i optakten til Amstel Gold Race, Flèche–Wallonne og Liège–Bastogne–Liège, hvor brødrene Schleck endnu engang er tiltænkt hovedroller.



























