Efter en uge i træningslejr i Toscana med sine holdkammerater på næste års Astana-mandskab, var Tour de France-kongen Alberto Contador i dag tilbage i Madrid, hvor han optrådte som midtpunktet i en seance, der havde sit udspring i den forgangne sæsons præstationer. På Hotel Meliá Avenida de América hyldede den internationale cykelunion, UCIs, præsident Pat McQuaid nemlig den 27-årige spanier som verdens bedste cykelrytter i 2009. Den status har Alberto Contador gjort sig fortjent til ved at besætte førstepladsen på unionens verdensrangliste, som er udarbejdet på basis af de 24 løb, der indgår i den såkaldte World Calendar. Tour-sejren var afgørende Ganske vist stillede Contador kun op i fire af disse arrangementer, men i dem scorede han altså 527 point, mens landsmændene Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) og Samuel Sanchez (Euskaltel) fulgte på de næste pladser med henholdsvis 483 og 357. Det var først og fremmest Contadors succesrige Tour de France–felttog, der afgjorde den gennemgående sæsonkappestrid til hans fordel, idet han her alene hentede 264 point. De eneste danskere på denne rangliste er Matti Breschel som nr. 41, Jakob Fuglsang 50, Lars Bak 58, og Nicki Sørensen 128. Også det spanske cykelforbund hyldedes af Pat McQuaid som vinder af nationskonkurrencen, mens Astana, der sluttede på holdenes førsteplads fulgt af Caisse d’Epargne, Team Columbia og Team Saxo Bank, må vente til en senere lejlighed. Alt ånder idyl hos Astana Udadtil ånder alt i øvrigt idyl i den reorganiserede Astana–trup, og det var da også lutter positive udtalelser, der fremkom, da holdets to markante hovedpersoner Alberto Contador og Alexandre Vinokourov optrådte på et afsluttende pressemøde sammen med den ny franske manager Yvon Sanquer. Men netop Vinokourovs tilstedeværelse antyder, at en ny konflikt i stil med den, der opstod under årets Tour de France, atter kan lure på Contador. Spanieren gjorde, inden han besluttede sig for at videreføre samarbejdet med Astana et stort nummer ud af, at han ikke ønsker at køre Tour de France sammen med Vinokourov. Ville ikke opleve en gentagelse Det blev ikke sagt direkte, men skinnede tydeligt igennem, at Contador for enhver pris ønskede en gentagelse af de interne skærmydsler, som prægede Astana i sommer med den voldsomme rivalisering mellem spanieren og den amerikanske superstjerne Lance Armstrong. Ligeledes blev det fastslået, at Vinokourov havde accepteret disse betingelser, men nu lyder der ganske andre toner. For selv om Vinokourov tilkendegiver, at han for første gang i karrieren agter at stille til start i Giro d’Italia og satser på en topplacering i den italienske rundtur, lufter han nu også muligheden for at være med i Tour de France. »Mit første store sæsonmål er Giroen, men jeg er helt klar til at støtte Alberto i Touren, hvis det skulle blive aktuelt«, siger Vinokourov, der trods sin overståede toårige dopingkarantæne stadig har status som kasakhisk nationalidol og derfor også har en uhyre stærk position på holdet, hvis aktiviteter er baseret på sponsorer fra Kasakhstan. Nye signaler fra Contador Højst overraskende i betragtning af den holdning, han tidligere har givet udtryk for, har Alberto Contador tilsyneladende nu intet at indvende mod en Tour–alliance med den egenrådige kasakher, som ellers nok kunne formodes at volde spanieren adskillige problemer, hvis han selv får færten af Tour–succes. »Der hersker et særdeles godt forhold mellem Vinokourov og mig, så jeg ser ham gerne ved min side i Tour de France«, lyder den uventede melding fra Contador. Inden den gigantiske franske begivenhed tyder det imidlertid ikke på, at de to hovedpersoner får set meget til hinanden, eftersom de har vidt forskellige opgaver i den første halvdel af sæsonen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Brevkasse
Kronik af Lise Korsgaard
Olav Hesseldahl
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























