Selv en stribe hårdt kæmpende sprintere i international topklasse formåede ikke at hindre den amerikanske sejrsmaskine Team HTC-Columbia i endnu en brillant opvisning, der endte med, at den tyske spurtkanon André Greipel for anden dag i træk susede over målstregen som suveræn sejrherre i det australske ProTour løb Tour Down Under.
LÆS OGSÅ Spurtkanonerne satte Armstrong og Co. på plads
En Greipel i den aktuelle form kan blive uhyre vanskelig også at fortrænge fra den samlede førsteplads, og det skulle ikke undre, om der er lagt op til en gentagelse fra 2008.
Dengang vandt den nu 27-årige tysker fire af de seks etaper og hyldedes dermed også som den endelige triumfator i kraft af de erobrede bonussekunder foran australieren Allan Davis og spanieren José Joaquin Rojas.
Saxo Banks australier nr. 9
På dagens 133,5 km fra Gawler til Hahndorf fungerede HTC-Columbia toget atter perfekt både undervejs og i finalen, og Greipel kunne ganske som i går nyde gevinste ni fulde drag, mens newzealænderen Greg Henderson (Team Sky) og australieren Robbie McEwen fulgte på de næste pladser.
Team Saxo Bank havde igen australieren Baden Cooke med i det afsluttende spurtopgør, men han nåede denne gang ikke længere frem end nr. 9.
Armstrong holdt sig godt fremme
Superstjernen Lance Armstrong (RadioShack) demonstrerede sin enorme rutine ved at sidde så tilpas langt fremme i spurten, at han noteredes for samme tid som vinderen, selv om der på de sidste km opstod flere huller i feltet.
Den 38-årige amerikaner nærer ikke de voldsomme ambitioner i det samlede klassement, men han ønsker heller ikke at sætte unødig tid til.
Fører med 14 sekunder
Sammenlagt fører Greipel med 14 sek. til Henderson og Armstrongs belgiske holdkammerat Gert Steegmans, der efter gårsdagens andenplads ikke formåede at blande sig i dysten om sejren i dag.
Team Saxo Bank har tre af sine deltagere i den gruppe af ryttere fra nr. 6 til og med nr. 46, som alle har 20 sek. op til Greipel. Cooke er nr. 8, landsmanden Stuart O’Grady nr. 27 og den tyske veteran Jens Voigt nr. 31.
I det selskab befinder også eksempelvis verdensmesteren Cadel Evans (BMC) og Armstrong sig som henholdsvis nr. 38 og 39.



























