Med kun to dage til starten på det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena kan det konstateres, at de danske verdensmestre Alex Rasmussen og Michael Mørkøv trods de seneste ugers genvordigheder er i superform til opgaven på hjemmebane.
LÆS OGSÅ Danske verdensmestre lever livet farligt
Hverken Mørkøvs voldsomme medfart i Rotterdams seksdagesløb eller Alex Rasmussen styrt i søndags har svækket de to unge danskere, som i aften er med til at kæmpe om sejren i Berlins seksdagesløb.
Hollændere alene i spidsen
Ganske vist går hollænderne Danny Stam og Peter Schep ind til finalen som det førende par med 161 point, men efter de seneste døgns begivenheder peger alt frem mod den ventede duel om den endelige triumf mellem de lokale helte Robert Bartko-Roger Kluge og Rasmussen-Mørkøv, der begge er en omgang efter med henholdsvis 246 og 223 point.
»Selvfølgelig skal vi passe på, at hollænderne ikke overrumpler os, men det skal i endnu højere grad Bartko-Kluge som hjemmebanefavoritter, så jeg tror nok, at vi skal få hentet den omgang, vi er efter Stam-Schep«, siger Michael Mørkøv.
Frygt afløst af glæde hos danske VM-helte »Det bliver imidlertid svært at hamle op med Bartko og Kluge, som er vildt opsatte på at vinde her i Berlin. Men vi møder til start i aften med den indstilling, at der skal angribes for at udnytte chancen. Og under alle omstændigheder er det herligt at mærke, at vi er så godt kørende umiddelbart inden starten i Ballerup«. Danskerne er populære Selv om stemningen på de konstant tæt besatte tilskuerpladser naturligt nok er på Bartkos og Kluges side, fremhæves den rød-hvide guldduo uophørligt som et fremragende indslag i kappestriden på velodromen i Berlin. Navnene Rasmussen og Mørkøv brøles gang på gang ud i hallen via højttalerne i takt med bedrifterne på banen, og det er tydeligt at mærke på publikum, at danskerne er uhyre populære.




























