Bedst som alt tydede på, at den tidligere tyske superstjerne Jan Ullrich skulle slippe for videre tiltale i forbindelse med sin påståede indblanding i den spanske dopingskandale Operacion Puerto, er der atter fyret op under sagen.
LÆS OGSÅ Dropper dopingsag mod falden tysk superstjerne
Det er den internationale cykelunion, UCI, der ikke vil affinde sig med, at den schweiziske olympiske komité Swiss Olympic i midten af februar besluttede at indstille den påtænkte retsforfølgelse af Tour de France-vinderen fra 1997.
Lange udsigter for endeligt punktum
Komitéens disciplinærudvalg meddelte, at den ikke mener at have beføjelse til at indlede en sag mod Ullrich, fordi tyskeren nogle måneder efter, at affæren eksploderede i maj 2006, afbrød sit tilhørsforhold til det schweiziske cykelforbund, hvor han havde licens.
Det er denne afgørelse UCI ikke vil anerkende, hvilket i øvrigt også gælder den schweiziske antidopingorganisation, og den internationale sportsdomstol CAS er nu blevet anmodet om at tage stilling til spørgsmålet.
Dermed kan det vare meget længe, før der sættes et endeligt punktum, for næsten uanset hvilken kendelse, CAS når frem til, er det sandsynligt, at de involverede parter vil søge yderligere juridiske udveje for at få medhold.




























