Saxo Bank har tre mand i Giroens top 10

Lyt til artiklen

Team Saxo Banks Giro d’Italia trup, der er en blanding af rutinerede kræfter og unge, forholdsvis uerfarne himmelstormere, fortsætter med at bide godt fra sig i den krævende opgave, og efter dagens 6. etape fra Fidenza til Marino di Carrara tegner der sig et flot billede af den hidtidige indsats. I den samlede stilling har det danske mandskab nemlig nu tre mand i top 10, idet australierne Ritchie Porte og Bade Cooke samt luxembourgeren Laurent Didier avancerede til placeringerne som henholdsvis nr. 6, 8 og 10. Forventningerne stiger stadig I det lange løb vil det naturligvis ændre sig, men forventningerne til, at den 25-årige australske debutant Ritchie Porte også vil være at finde langt fremme, når den tre uger lange styrkeprøver slutter 30. maj i Verona, tager stadig til i styrke. »Vores overordnede mål er at holde Ritchie fremme i klassementet, men vi vil da også gerne markere os i udbrud«, siger Team Saxo Banks sportsdirektør Dan Frost. »I dag forsøgte Nicki Sørensen flere gange at komme af sted, men han havde ikke heldet med sig. Både Gustav Larsson, Anders Lund og Ritchie Porte styrtede på etapen, men ingen af dem kom noget alvorligt til«. Vinokourov op som nr. 4 Baggrunden for Team Saxo Bank trioens avancement, skal findes i den kendsgerning, at HTC-Columbias to sprintere australieren Matthew Goss og André Greipel, der lå som nr. 4 og 5, ikke var blandt de knap 90 ryttere, som kom til mål i hovedfeltet 1.15 min. efter den australske sejrherre Matthew Lloyd (Omega Pharma-Lotto). Det betyder, at den kasakhiske veteran Alexandre Vinokourov (Astana) nu indtager fjerdepladsen efter de tre Liquigas-ryttere Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Valerio Agnoli. Chris Anker også med i hovedfeltet Basso og Agnoli er henholdsvis 13 og 20 sek. efter holdkammeraten, mens Vinokourovs minus lyder på 33 sek. Derefter følger russeren Vladimir Karpets (Katusha), 39, Porte, 45, skotten David Millar (Garmin), 45, Cooke 1.03 min., tyskeren Linus Gerdemann 1.04 og Didier 1.13. Foruden de tre topplacerede sammenlagt havde Team Saxo Bank også Chris Anker Sørensen med i hovedfeltet, og han synes stille og roligt at køre sig i form oven på pausen med det brækkede kraveben. Saxo Bank nr. 3 i holdkonkurrencen I holdkonkurrencen rykkede Team Saxo Bank op som nr. 3 efter Liquigas og Astana. Også i den sammenhæng var det en mindre heldig dag for HTC-Columbia, der var medvirkende til denne ændring. Det amerikanske mandskab havde nemlig kun amerikaneren Craig Lewis og italieneren Marco Pinotti med i hovedfeltet. Farrar til tops i pointkonkurrencen Førertrøjen i pointkonkurrencen skiftede indehaver, idet amerikaneren Tyler Farrar (Garmin) slog til i bonusspurterne undervejs, så han nu har 43 point mod australieren Graeme Browns (Rabobank) 40. Så betød det mindre, at Farrar ikke kunne klare de sidste stigninger på etapen og sluttede i et større felt 11.30 min. efter Matthew Lloyd. Her befandt sig også Team Saxo Banks Nicki Sørensen, Lucas Haedo, Gustav Larsson og Anders Lund, mens Michael Mørkøv og Footon-Servettos Martin Pedersen var yderligere godt fire minutter efter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her