Da den olympiske guldvinder i enkeltstart Fabian Cancellara i dag mødtes med den internationale presse forud for starten på Tour de Suisse i morgen, var det indlysende, at han ville blive konfronteret med sin centrale rolle i de seneste ugers hektiske og fantasifulde debat om motordoping. Og ligeså træt Team Saxo Banks 29-årige schweiziske tempofænomen tydeligvis er af påstandene om, at han skulle have gjort sig skyldig i anvendelse af ulovlige tekniske metoder i forbindelse med sine formidable triumfer i forårsklassikerne, ligeså forberedt var han på en gang for alle at få sat punktum for alle rygterne. Motoren har altid været der Om det så er lykkedes, kan kun tiden vises, men Cancellara gjorde i hvert fald sit til det med en blanding af indignation, humor og overbevisning. »Jeg kan kun gentage, hvad jeg tidligere har sagt. Jeg har aldrig benyttet mig af en cykel med motor, og den video på You Tube, der åbenbart er set af millioner, og som skulle være en form for bevis, er under lavmål«, fastslog Cancellara overfor den talstærke medieskare, der stillede på Motel Vezia i Lugano, hvor Team Saxo Bank har hovedkvarter, inden det går løs i den schweiziske rundtur. »Men jeg har da en motor. Den sidder bare inde i kroppen, og den har i 10 år sørget for, at jeg har kunnet levere resultater på topniveau«. Merckx: Sådan er det at være stjerne »Det er frustrerende, at nogle mennesker ikke kan acceptere de smukke sejre, som jeg selv er både glad for og stolt over, men absolut skal forsøge at nedgøre dem på en eller anden måde«. »Helt uventet har jeg imidlertid i dag fået en opmuntring, som virkelig varmede. Da vi var ude at træne her i formiddag, mødte vi nemlig ingen ringere end Eddy Merckcx. Jeg anede ikke, at han var her i Lugano, men vi faldt i snak, mens vi cyklede, og han sagde til mig, at jeg ikke skulle lade mig gå på af al den snak, der har været«. »Eddys udlægning overfor mig lød på, at der altid vil være folk, som bliver jaloux og mistroiske, når de oplever en stor mester. Sådan er det at være sportsstjerne på højt niveau. Og han må jo vide det bedre end nogen«. Riis: Video er svindel Da motordebatten var ved at gå i tomgang, greb Cancellaras chef, Bjarne Riis, ind for at få det sidste ord, og det skete med eftertryk. »Enhver kan se, at video på You Tube er svindel. Den er klippet sammen, så den passer til formålet«, understregede Bjarne Riis. »Påstanden om, at Fabian foretager sig noget mærkeligt med hænderne, der åbenbart udlægges som om, at han starter en motor, er absurd. Enhver med forstand på cykelsport ved, at det er helt almindelige gearreguleringer, han foretager«. »For mig at se, har nogen ønsket at spinde guld på Fabians succes, og jeg synes, det er skuffende, som medierne er sprunget med på vognen«. Har voldt stor skade »Det, der er forsøgt skabt her, er jo en fantasifortælling i stil med Alice i Eventyrland, men vi lever altså i den virkelige verden. Og jeg synes, der er nogen som burde skamme sig over den skade, de har forvoldt først og fremmest Fabian, men også vort hold og hele cykelsporten«. »Jeg føler mig overbevist om, at Fabian vil svare igen med benene, når han i morgen skal køre prolog i Lugano. Og alle vil kunne forvisse sig om, at det sker på en cykel uden motor«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Her er retterne ikke tilpasset vestlige smagsløg. Som i slet ikke
-
Henrik Palle: Hun er helt perfekt i hovedrollen
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Djaffar Shalchi
Klumme af Noa Redington




























