Med en suveræn styrkedemonstration på dagens 45 km lange enkeltstart sikrede Team Saxo Banks svenske tempospecialist Gustav Larsson sig ikke alene etapesejren men også førertrøjen i det franske Tour du Limousin. Og jubeldagen for det danske mandskab tilførtes endnu en glædelig dimension, da eksverdensmesteren på bane, Michael Mørkøv, med en syvendeplads i kampen mod klokken, der betyder, at han nu ligger nr. 5 i det samlede klassement, leverede et nyt fornemt bevis på, hvilken bemærkelsesværdig fremgang, han oplever på landevejen i denne sæson. Svenskeren klart bedre end rivalerne Den 29-årige svensker, der sidste år erobrede VM–sølv i tempodisciplinen, ligesom han gjorde det ved OL i Beijing – i begge tilfælde overtrumfet af sin schweiziske holdkammerat Fabian Cancellara – pulveriserede alle indtil da opnåede tider, da han susede i mål i 53.30 minutter. Den franske mester Nicolas Vogondy (Bbox) havde ført konkurrencen med 54.13, og den eneste, der formåede at komme nærmere Gustav Larsson, var hollænderen Sebastian Langeveld (Rabobank), der overtog andenpladsen med 53.50. På de følgende pladser kom franskmændene Sylvain Chavanel (Quick Step) og Laszlo Bodrogi (Katusha) i henholdsvis 54.20 og 54.26, mens estlænderen Rein Taaramäe (Cofidis) med 54.51 var to sekunder hurtigere end Michael Mørkøv. Mørkøv en seriøs VM–kandidat Den 25-årige dansker gjorde første gang for alvor opmærksom på sine forbedrede enkeltstartskvaliteter, da han højst overraskende besatte tredjepladsen ved de nationale mesterskaber efter holdkammeraterne og favoritterne Jakob Fuglsang og Alex Rasmussen. Forrige lørdag blev Mørkøv nr. 9 på enkeltstarten i Post Danmark Rundt – i øvrigt netop efter at have forlænget kontrakten med Bjarne Riis for yderligere to sæsoner – og han med disse præstationer indenfor de seneste to måneder understreget, at han er en seriøs kandidat til en af de to sidste pladser i den danske trup til verdensmesterskaberne. Tror på den samlede succes Den samlede stilling er for de fire første pladsers vedkommende identisk med etaperesultat, men derefter sprænger Michael Mørkøv rangfølgen dels fordi han efter sin tredjeplads i gårsdagens massespurt havde fire sekunder forspring til en stor del af konkurrenterne, dels fordi den tidligere VM–sølvvinder i enkeltstart Laszlo Bodrogi ikke var med hovedfeltet hjem på 1. etape. Med sit forspring på 20 sekunder til den nærmeste rival Sebastian Langeveld aspirerer Gustav Larsson nu kraftigt til den endelige sejr. »Nu handler det om at bevare trøjen, og jeg tror på, det kan lade sig gøre«, siger svenskeren inden de to afsluttende etaper i det franske arrangement. Chris Anker i fremgang på enkeltstarten Generelt noteredes en opmuntrende indsats af Team Saxo Banks aktører i dag, og Chris Anker Sørensen understregede således med en 21. plads i 56.17 minutter, at også han i høj grad har udviklet sig på dette område. Stuart O’Grady og André Steensen fulgte umiddelbart efter som nr. 22 og 23 i 56.28 og 56.31. De øvrige tider for Team Saxo Banks deltagere: Anders Lund 58.33, Laurent Didier 58.34 og Baden Cooke 1.0049 timer. Martin Mortensen (Vacansoleil) var mærket af sit lange udbrud i går og noteredes for 1.00.41. Fjerde sejr i år Det var Gustav Larssons fjerde sejr i denne sæson, og alle gevinsterne er hentet på enkeltstarter med triumfen på den 15 km lange afsluttende etape til Verona i Giro d’Italia som den mest meriterende. Den 29-årige svensker, der indgår som et vigtigt led i den Saxo Bank–trup, som skal prøve på at slå til fra start, når Vuelta a Espana 28. august indledes med et 13 km holdkørsel i Sevilla, besejrede i Giro-finalen den italienske mester Marco Pinotti (HTC–Columbia) med 2 sekunder og den kasakhiske stjerne Alexandre Vinokourov (Astana) med 17.
LÆS ARTIKELSaxo Banks Vuelta-trup skaber store forventninger Godt tre uger efter den bedrift blev han for tredje gang i karrieren på suveræn vis national mester i enkeltstart, og for lidt over en måned siden slog han til i den korte dyst mod klokken i Vuelta Madrid.



























