Vuelta-kaos afløst af sejrsjubel for dansk cykelboss

Lyt til artiklen

At Team Garmins danske sportsdirektør Johnny Weltz var en jublende glad mand, efter at Tyler Farrar havde slået uimodståeligt til i massespurten på dagens 198,8 km lange 5. Vuelta a Espana etape fra Guadix til Lorca og dermed skaffet både sig selv og det amerikanske mandskab en herlig succesoplevelse, er vel ganske naturligt.

LÆS OGSÅ Spurtkanoner skyder med skarpt i Vueltaen

Men den erfarne danske cykelboss, der selv har en fortid som etapevinder i den spanske rundtur, havde ekstra grund til begejstring, for sejren kom som en tiltrængt opmuntring efter en nærmest kaotisk start på den krævende udfordring for Garmin.

Problemerne begyndte inden starten
»Det resultat kommer virkelig på det helt rigtige tidspunkt, for jeg synes, vi har været igennem urimeligt mange problemer i den indledende fase af løbet«, fortæller Johnny Weltz.

»De begyndte, allerede inden vi overhovedet var kommet i gang, da Julian Dean styrtede under opvarmningen til holdløbet i lørdags og slog sig rigtig slemt«.

»Han har døjet med eftervirkningerne lige siden og har måttet kæmpe hårdt for at klare sig igennem.«

Farrar ramt af maveonde
»I går ramtes Tyler Farrar af et maveonde og var hundesyg under hele etapen, ligesom David Zabriskie blev slået fuldstændig ud af varmen«.

»Det så virkelig ud til, at alt ville gå helt skævt for os, men heldigvis var Tyler frisk igen i dag. Han måtte dog lige i asfalten en enkelt gang, men det var nu ikke noget alvorligt, og i spurten klappede alt så perfekt«.

»Jeg vidste, at der ville være modvind i opløbet, så det gjaldt om ikke at åbne for tidligt. Den plan fulgte Tyler til punkt og prikke, og han havde kræfterne til at holde helt hjem til stregen, mens Mark Cavendish jo netop kom ud i vinden alt for tidligt«.

Fungerer ikke for HTC-Columbia
Etapen formede sig fuldstændig traditionelt med et firemands udbrud, der blev holdt totalt under kontrol af først og fremmest Lampre, Omega Pharma-Lotto og FDJ.

13 km fra mål var feltet samlet, og først på det tidspunkt viste HTC-Columbia sig i front som tegn på, at Mark Cavendish var klar til at satse.

I selve opløbet var det imidlertid kræfternes frie spil, der rådede, og her viste det sig endnu engang, at tingene ikke fungerer helt perfekt hos HTC-Columbia. Det amerikanske mandskab kan i Vueltaen ikke rigtigt finde ud af at yde Cavendish den optimale assistance, og atter i dag gav det sig udslag i, at han åbnede spurten for tidligt.

Ingen ændringer sammenlagt
Da briten øjnede, at Tyler Farrar kom susende og blev klar over, at han ikke kunnbe matche amerikaneren, holdt han nærmest op med at træde, så han også spanieren Koldo Fernandez (Euskaltel) strøg forbi.

Sammenlagt medførte etapen ingen væsentlige forskydninger, og Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto) belønnede således sine holdkammeraters ihærdige indsats med endnu en dag i den røde førertrøje.

Farrars sjette sæsonsejr

For den 26-årige Tyler Farrar var det den sjette sæsongevinst og hans anden triumf i Vuelta a Espana, hvor han sidste år vandt 11. etape.

Farrar tog hul på sejrsserien i Scheldeprijs midt i april, vandt to etaper i Giro d’Italia, sluttede som samlet nr. 1 i det hollandske Delta Tour og slog for godt to uger siden til for andet år i træk i det tyske ProTour-løb Vattenfall Cyclassics.

Amerikaneren deltog også i Post Danmark Rundt, men var her endnu ikke helt kommet sig over Tour de France, hvor han udgik på 12. etape. Han fik dog prøvet næste års VM-etape af med et pænt resultat, idet han blev nr. 6 på den afsluttende etape i det danske arrangement.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her