Fuglsang i ny flot satsning manglede lige det sidste

Lyt til artiklen

Jakob Fuglsangs drømme om at kæmpe sig op på sejrsskamlens øverste trin i det italienske storløb Giro dell’Emilia efter sidste års andenplads gik ikke i opfyldelse, idet hollænderen Robert Gesink (Rabobank) gentog triumfen fra 2009. Men Team Saxo Banks 25-årige dansker leverede endnu et bevis på, at han er i glimrende form her mod afslutningen af sæsonen. Fuglsang skabte splittelse På den kuperede finalerundstrækning i udkanten af Bologna var det nemlig Fuglsang og hollænderen Johnny Hoogerland (Vacansoleil), der sørgede for den afgørende udskilning, så kun 14 ryttere var samlet i front frem mod den sidste stejle klatretur op til målet ved San Luca basilikaen. Da det gjaldt den endelige kamp om topplaceringerne, havde Fuglsang og Hoogerland imidlertid ikke tilstrækkeligt overskud, og de sluttede som henholdsvis nr. 11 og 12 med minus på 54 sekunder og 1.14 minut til Gesink. »Benene fungerede ikke helt, som jeg kunne ønskede det. Og jeg manglede en smule held, da jeg satsede, men forhåbentlig bliver det bedre på lørdag i Giro di Lombardia«, konstaterer Jakob Fuglsang. Urørlig i spurten Den 24-årige hollænder var ligesom sidste år urørlig i spurten, og denne gang var ireren Daniel Martin (Garmin) nærmest til at true ham. Martin fik noteret samme tid som Gesink, mens italieneren Michele Sparponi (Androni Giocattoli), russeren Alexandre Kolobnev (Katusha) og den italienske Vuelta a Espana-sejrherre Vincenzo Nibali (Liquigas) besatte de følgende pladser henholdsvis 1, 9 og 11 sekunder efter vinderen. Andy Schleck gennemførte ikke Også Chris Anker Sørensen var med helt fremme i den afsluttende fase og noteredes som nr. 14 med 1.17 minut op til Gesink. Anders Lund var den tredje Saxo Bank rytter, der gennemførte som nr. 49 3.36 minutter efter hollænderen. Det danske mandskabs luxembourgske stjerne Andy Schleck, der havde sin første start, efter at Bjarne Riis 7. september sendte ham hjem fra Vuelta a Espana, var mellem de 107 af de 182 startende ryttere, der valgte at stå af. Gesinks tredje sejr i år For Gesink, der ligesom eksempelvis Andy Schleck og Jakob Fuglsang valgte at springe VM over for at koncentrere sig om sæsonfinalen i Italien, som kulminerer på lørdag med Giro di Lombardia, var det den tredje sejr i år. I juni vandt han en etape i Tour de Suisse, hvor han sluttede som nr. 5 sammenlagt efter at have båret førertrøjen også på sidste dags enkeltstart. Temporidtet er imidlertid hollænderens svage side, hvilket også har manifesteret sig ved flere andre lejligheder, og han måtte se sig passeret af blandt andre Fränk Schleck, Lance Armstrong og Jakob Fuglsang, der sluttede på podiet i denne rækkefølge. Nr. 6 i Tour de France Robert Gesink gennemførte Tour de France som nr. 6 og blev i den efterfølgende uge nr. 7 i det spanske Claisca San Sebastian. Derefter stod programmet på pause, men Gesink vendte stærkt tilbage i de to nye ProTour-løb i Canada for knap en måned siden. Han vandt Grand Prix Montreal og blev nr. 3 i Grand Prix Quebec. Efter at have vundet de to mindre etapeløb Settimana Lombarda og Circuito Montanes i 2006, da han repræsenterede Rabonbaks Continental Team, fik han i 2007 kontrakt med det hollandske ProTour-mandskab. Tour-kaptajn næste år Gesink hører ikke til typen, der vinder meget, men han er decideret klassementsrytter til de store rundture. Med russeren Denis Mentjovs skifte til det ny Geox mandskab næste år, vil Gesink være Rabobanks ubestridte Tour de France-kaptajn, ligesom han aspirerer kraftigt til at efterfølge Andy Schleck som førstemand i Tourens ungdomskonkurrence.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her