Par nummer 7 cyklede ind i historiebøgerne

vindere. Par nummer 7 var suveræne i Ballerup.
vindere. Par nummer 7 var suveræne i Ballerup.
Lyt til artiklen

Under bragende jubeltilkendegivelser fra de tæt besatte tilskuerpladser med statsminister Lars Løkke Rasmussen som en af de mest begejstrede i Ballerup Super Arena kunne to af dansk cykelsports mest medaljevindende aktører gennem de seneste sæsoner på både VM- og OL-niveau, 26-årige Alex Rasmussen og den et år yngre Michael Mørkøv, ved midnat lade sig hylde som vindere af det 49. københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena. Med en uforlignelig kombination af styrke, elegance og taktiske kvaliteter, som efter adskillige sæsoners samarbejde er udviklet til noget nær perfektionisme, fuldførte makkerne og vennerne den dominans, der har præget deres aktiviteter lige siden de første runder på vestegnens velodrom. Fælles dansk front i finalen I den afsluttende timejagt blev de to danskere aldrig for alvor udfordret, og i den afsluttende fase med knap 20 omgange tilbage sørgede de i en fælles offensiv med Jens-Erik Madsen og Marc Hester for en rød-hvid dobbelttriumf. De to par kæmpede sig rundt sammen, og det betød ikke alene, at Rasmussen og Mørkøv hjemførte en overbevisende triumf, men også at den fremadstormende danske duo Madsen og Hester besatte andenpladsen en omgang bagude foran hollænderne Danny Stam og Leon van Bon. Indskrev sig i historien Med det succesrige facit skrev Alex Rasmussen og Michael Mørkøv historie. Vinterbaneshowet har gennem årene budt på flere legendariske, exceptionelt stærke, rent danske konstellationer – for nu blot at nævne Kay Werner-Evan Klamer, Kay Werner-Palle Lykke, Gert Frank-Hans-Henrik Østed og Jens Veggerby-Jimmi Madsen – men ingen har tidligere formået at vinde tre gange i træk på hjemmebane. »Vi har hele vejen igennem løbet haft en klar fornemmelse af, at vi var ovenpå, og heldigvis var vi i stand til at kontrollere situationen lige til det sidste«, siger Michael Mørkøv. »Ud over selve sejren betyder det meget for os, at vi nu står som et par, der har leveret en præstation, som ingen andre danskere kan matche«. Den ottende seksdagessejr At det er mere end tomme ord, hersker der ingen tvivl om, for både Michael Mørkøv og Alex Rasmussen er så ambitiøse, at de med begejstring suger alle former for udmærkelser til sig. Det var de to danskeres ottende sejr i den seksdageskarriere, der fra 2007 og frem indledtes med gevinst to år i træk i det knap så stærkt besatte arrangement i Grenoble. I 2009 slog de så igennem i Ballerup Super Arena, og sidste sæson leverede de pragtpræstationer i Gent, Berlin og København. Desuden har de også sat rivalerne på plads i sommerens italienske kappestrid på den åbne italienske bane i Fiorenzuola. En ideel forberedelse Alex Rasmussen og Michael Mørkøv forsøgte sig igen i denne vinter både i Gent og Berlin, men på den belgiske velodrom var de endnu ikke helt på toppen og måtte tage til takke med en fjerdeplads. Michael Mørkøv stillede op igen i Rotterdam efter nytår sammen med Jens-Erik Madsen, og de to drev det til en flot tredjeplads, mens Alex Rasmussen koncentrerede sig om landevejsforberedelserne med HTC-Hightroad på Mallorca. Og umiddelbart inden starten i Ballerup blev Rasmussen og Mørkøv nr. 3 i den tyske hovedstad. »Den forberedelse, vi har haft, har været ideel«, siger Alex Rasmussen. »Både Michael og jeg ser jo frem til, at det nu går løs på landevejen. Men vi har været enormt opsat på, at føre denne opgave succesrigt til ende. Og vi vender tilbage igen næste vinter. Det er en helt ubeskrivelig fornemmelse at køre på hjemmebane i Ballerup«. Alex Rasmussen skal i den kommende uge starte med HTC-Highroad i Tour of Oman, og Mørkøv sæsondebuterer for Saxo Bank-SunGard i Volta ao Algarve fra 16. til 20. februar. Succes for det andet danske par At seksdagesløbet blev en succes, har også Danmarks mest rutinerede vinterbanerytter Marc Hester, der valgte at opgive landsholdssatsningen, da Mørkøv og Rasmussen slog ind på det spor, og den tidligere verdensmester og OL-sølvvinder Jens-Erik Madsen en anselig del af æren for. De to har i denne vinter markeret sig over al forventning som par, og der hersker næppe tvivl om, at de som sådant vil kunne have fast job på de europæiske vinterbaner langt ud i fremtiden. Oven i købet bragte de sig i kraft af et højt pointtal i spidsen inden finalejagten, men det lå ligesom i luften, at det kun var for en kort bemærkning. Talenterne har klaret sig flot Seksdagesløbet har desuden i allerhøjeste grad været med til at bekræfte, hvilken forrygende talentmasse dansk cykelsport råder over. De to olympiske håb i forbindelse med 4 km forfølgelsesholdet Christian Ranneries og Niki Byrgesen har overtrumfet alle forventninger, og det kan kun håbes, at de ikke har præsteret over evne med henblik på, at de om to uger deltager i sæsonens sidste World Cup i Manchester. På tilsvarende vis har to andre yderst ambitiøse danske himmelstormere med hver sin udenlandske makker – 19-årige Sebastian Lander med australieren Luke Roberts og 22-årige Jesper Mørkøv med hollænderen Nick Stöpler – leveret mere, end der egentlig kunne forlanges. Og disse unge danske stræbere lover godt for seksdagesløbets fremtid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her