Fuglsang i kamp mod etablerede Tour-stjerner

trumf. I Tour of Oman kan Jakob Fuglsang i kraft af sine kvaliteter som bjergrytter blive Leopards bedste kort.
trumf. I Tour of Oman kan Jakob Fuglsang i kraft af sine kvaliteter som bjergrytter blive Leopards bedste kort.
Lyt til artiklen

Når det seks etaper lange Tour of Oman i dag indledes med 158 km fra As Sawadi til Al Seeb, vil det som så ofte hidtil i sæsonen være sprinterne, der dyster om sejren. Men ved den afsluttende hyldestseance på søndag kan det meget vel tænkes, at det er en af de ryttere, der sigter mod væsentlig større mål senere på sæsonen i de mere prestigefyldte etapeløb, som troner øverst på skamlen. For flere af de aktører, som ventes at spille en fremtrædende rolle i de store nationale rundture, Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a Espana har nemlig valgt at prøve kræfter med strabadserne i sultanatet på Den arabiske Halvø. Ligeledes kommer yderligere nogle stykker af slagsen frem fra gemmerne, når Volta ao Algarve i morgen starter i det sydlige Portugal, så der bliver i den resterende del af ugen lejlighed til at foretage de første observationer af en række etapeløbsstjerners aktuelle form. Cancellara sejrede sidste år I begge løb bydes på varierede udfordringer, som tillader både sprintere, klatreeksperter og tempospecialister at udfolde sig, og for Tour of Omans vedkommende er der tale om en væsentlig ændring i forhold til den seneste udgave. Her var det den afsluttende enkeltstart, der blev afgørende for, at Team Saxo Banks Fabian Cancellara sikrede sig den samlede sejr, selv om han i temporidtet blev slået med 17 sekunder af nordmanden Edvald Boasson Hagen. Sidstnævnte vandt yderligere en etape, mens italieneren Daniele Benatti, australieren Leigh Howard, belgieren Tom Boonen og franskmanden Jimmy Casper tog sig af de øvrige. Hård klatretur og enkeltstart bliver afgørende Der bliver også denne gang rig lejlighed for de spurtstærke afsluttere til at brillere, men givetvis ikke til at trænge så langt frem i det endelige klassement som sidste år. Det skyldes, at arrangørerne i den aktuelle udgave har fundet plads til en etape med en reel bjergfinale. På fredag slutter styrkeprøven nemlig på Jabal al Akhdhar, det grønne bjerg, og de sidste 5,8 af de i alt 157 km går det direkte op mod mål. Den gennemsnitlige stigningsprocent ligger på 10,3, og til slut når den op på 13,5, hvilket givetvis er en af årsagerne til at ryttere som spanieren Joaquin Rodriguez (Katusha), den kasakhiske veteran Alexandre Vinokourov (Astana) og hollænderen Robert Gesink (Rabobank) har fundet det interessant at tage til Oman. Fuglsang kan blive trumfen Det samme gælder i øvrigt for den tredobbelte vinder af Post Danmark Rundt, Jakob Fuglsang, som af Team Leopard-Treks sportsdirektør Kim Andersen er blevet opfordret til at tage Tour of Oman med på sit program, fordi den krævende klatretur kombineres med en enkeltstart dagen efter. Så selv om det luxembourgske mandskab i Cancellara møder med sidste års vinder, kan det meget vel vise sig, at Fuglsang bliver holdets trumf, eftersom schweizeren må formodes at sætte mere tid til på bjerget, end han kan vinde på enkeltstarten. Leopard-Trek stiller foruden Cancellara og Fuglsang med belgierne Maxime Monfort og Wouter Weylandt, italienerne Daniele Bennati og Davide Vigano, australieren Stuart O’Grady og hollænderen Joost Posthuma. Alex Rasamussen debuterer for HTC-Highroad Dansk deltagelse er der også hos de seneste sæsoners mest vindende mandskab HTC-Highroad, hvor Alex Rasmussen i sin første opgave for sin ny arbejdsgiver skal bevise, at han blive en værdifuld brik i det tog, der skal føre den britiske supersprinter Mark Cavendish til succes. Også Lars Bak er med hos amerikanerne. Ganske som i Tour of Qatar er udbuddet af sprintere imponerende i Oman, og den norske verdensmester Thor Hushovd (Garmin-Cervélo) slutter sig til selskabet efter at have overstået de maveproblemer, der holdt ham hjemme fra Qatar. Skrap bjergfinale fredag i Portugal Saxo Bank-SunGard er ikke til start i Oman, men er ligesom Leopard-Trek at finde i Volta ao Algarve, der også har en skrap bjergafslutning fredag og rundes af med en 17 km enkeltstart søndag. Blandt de store internationale navne er her tjekken Roamn Kreuziger (Astana), spanieren Luis Leon Sanchez (Rabobank), tyskeren Andreas Klöden (Astana) og belgieren Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto). Tre danskere med i Portugal Bjarne Riis’ trup består af svenskeren Gustav Larsson, de to spaniere Jesus Hernandez og Daniel Navarro, australieren Baden Cooke, argentineren Juan José Haedo, italieneren Matteo Tossato samt danskerne Michael Mørkøv og Brian Vandborg. Leopard-Trek stiller med tyskerne Linus Gerdemann, Fabian Wegmann og Robert Wagner, portugiseren Bruno Pires, franskmanden Brice Feillu, schweizeren Oliver Zaugg, australieren William Clarke og danske Martin Mortensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her