For femte gang i syv starter var Team Leopard-Treks italienske sprinter Daniele Bennati uhyre tæt på at sikre det ny luxembourgske storhold sæsonens første triumf. Men også på den 139,5 km lange 2. etape i Tour of Oman måtte den 30-årige Bennati på de sidste meter lige netop se sig overtrumfet, da australieren Matthew Goss sørgede for den femte gevinst til HTC-Highroad. Har endnu to chancer i Oman Det var Bennatis tredje andenplads i år. De to første hentedes i Tour of Qatar, hvor det desuden blev til placeringer som nr. 3 og 4. I den aktuelle begivenhed har italieneren sandsynligvis yderligere to chancer, idet der også er lagt op til massespurter i morgen samt på den afsluttende etape søndag. Derimod synes der ikke at være store muligheder for, at Bennati kan drive det til yderligere et samlet topresultat efter at være blevet nr. 3 i Tour of Qatar. For selv om italieneren kun er fire sekunder efter Matthew Goss, som overtog førertrøjen fra hollænderen Theo Bos (Rabobank), bliver de to sat ud af spillet i klassement både i fredagens bjergfinale og lørdagens enkeltstart. Ung australier med fin sæsonstart Den 24-årige australier har fået en fin start på sæsonen. Han var på hjemmebane også med til at præge Tour Down Under, hvor han vandt en etape, bar førertrøjen i to dage og i slutstillingen kun måtte sig sig slået af landsmanden Cameron Meyer (Garmin-Cervélo) med to sekunder. For HTC-Highroad var det sæsonens femte sejr, men endnu har det amerikanske mandskab ikke indtaget den førsteplads på vinderlisten, der så suverænt er hjemført de to foregående år. Foreløbig topper nemlig de nationale rivaler fra Garmin-Cervélo med ni gevinster, hvoraf den ene - Tyler Farrars i Trofeo Palma - dog ikke anerkendes af den internationale cykelunion, UCI, fordi rytterne trodsede reglementet og stillede op med radioudstyr. Kraftig udskilning på stigning Dagens etape bød i øvrigt på en kraftig udskilning, da 55 ryttere måtte opgive at følge med de forreste på en fire km lang stigning efter cirka 80 km. Blandt dem, der måtte slippe, var de tre, som besatte podiet i går - Theo Boss, briten Mark Cavendish (HTC-Highroad) og tyskeren Roger Kluge (Skil-Shimano) - den norske verdensmester Thor Hushovd (Garmin-Cervélo), og belgieren Tom Boonen (Quick Step), ligesom også de to danskere hos HTC-Highroad Lars Bak og Alex Rasmussen befandt sig i den store gruppe med et minus på 10.34 minutter i mål. Leopard-Trek havde seks mand med fremme I spurten opstod der et lille hul, så de otte første noteredes for samme tid, mens aktørerne fra nr. 9 til 72 måtte affinde sig med et minus på tre sekunder. Foruden Bennati havde Leopard-Trek også Jakob Fuglsang, sidste års vinder schweiziske vinder Fabian Cancellara, belgieren Maxime Monfort, hollænderen Joost Posthuma og australieren Stuart O’Grady med fremme. De har i den samlede stilling nu alle et minus på 13 sekunder til Matthew Goss.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Eksperter advarer politikerne: Stigende pensionsalder skaber en udvikling, mange næppe har tænkt til ende
-
Dansk ai har afgørende fordel over amerikansk gigant
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Tre eksperter: For tiden accepterer danskerne utrolig uretfærdighed. Det bliver de næppe ved med
-
Trumps handelskrig kan ende som en historisk milepæl
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Freja Hansen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Johannes Idskov




























