Med karrierens mest succesrige sæsonstart har den 31-årige franske mester Thomas Voeckler fået en flot belønning for sin rolle som frelsende engel i en sidste øjebliks redningsaktion, der sikrede eksistensen for omkring et halvt hundrede mennesker på det nu hedengangne Bbox-mandskab. I dag susede den uhyre populære franskmand først over stregen på den afsluttende etape i Paris-Nice og kunne lade sig hylde på podiet i Middelhavsbyen sammen med den 25-årige tysker Tony Martin (HTC-Highroad), hvis førerposition i klassementet aldrig for alvor var truet på de 124 km med start og mål i Nice. Ventede langt ud over det rimelige Da sidste sæson var overstået, kæmpede Bbox-holdets manager Jean-René Bernaudeau længe for at tilvejebringe en ny hovedsponsor, men havde det ikke være for Thomas Voecklers trofasthed, er det højst sandsynligt, at han måtte have opgivet bestræbelserne. Trods talrige tilbud andetsteds fra ventede Voeckler langt ud over det, der med rimelighed kunne forlanges, på, at Bernaudeau skulle få held med anstrengelserne. Og bedst som alle muligheder syntes udtømt, slog biludlejningsfirmaet Europcar til – først og fremmest fordi Berneaudeau kunne henvise til, at han havde en trumf som Thomas Voecker i sin trup. Angreb alene 11 km fra mål På dagens etape var Voeckler med i udbrud i cirka 100 km, og på den sidste klatretur op mod toppen af Col d’Eze havde han kun følgeskab af den 21-årige italiener Diego Ulissi (Lampre). Med 11 km tilbage satte Voeckler på nedkørslen et dristigt angreb ind, og den unge italiener formåede ikke at svare igen. Med denne aktion har franskmanden måske også villet undgå en gentagelse af situationen fra sidste år, da han ligeledes var i offensiven i finalen. Dengang havde han imidlertid selskab af landsmanden Amaël Moinard (Cofidis), der overrumplede ham på de sidste meter. Fjerde førsteplads i denne sæson I dag formåede ingen at bringe Thomas Voecklers triumf i fare, og med et forspring på 23 sekunder til sin tidligere ledsager krydsede han stregen til sæsons fjerde gevinst, idet han også slog på på en etape i Tour du Méditerranéen, sammenlagt i Tour du Haut Var og forleden på 4. etape i Paris-Nice.
LÆS ARTIKEL Fik lang næse efter for tidlig sejrsjubel
Det er i øvrigt første gang siden 1997, da Laurent Jalabert præsterede det, at en fransk rytter har vundet to etaper i samme udgave af Paris-Nice.
Kontrol over situationen
Sammenlagt havde Tony Martin og HTC-Highroad fuldstændig kontrol over situationen. Dagens lange udbrud blev holdt i forholdsvis korte snor, fordi det blandt andre talte italieneren Matteo Carrara (Vacansoleil), der som nr. 13 i klassementet med et minus på 2.50 minutter kunne komme til at udgøre en fare.
Sådan gik det bare aldrig, fordi det amerikanske mandskab beskyttede sin kaptajn forbilledligt. Tony Martin kom i mål som nr. 16 med et minus på 1.22 minut til Voeckler, og eftersom hans nærmeste rivaler alle befandt sig i samme gruppe, gik alt op i en højere enhed for det tyske stortalent.
Tredje tyske Paris-Nice vinder
Martin sluttede med et forspring på 36 sekunder til landsmanden Andreas Klöden (RadioShack), mens englænderen Bradley Wiggins (Sky) besatte tredjepladsen 41 sekunder bagude. Den eneste lille forskydning, der skete i toppen af klassementet, var, at den spanske OL-guldvinder Samuel Sanchez (Euskaltel) byttede plads med franskmanden Jean-Christophe Peraud (Ag2r) og endte som nr. 5.
For Tony Martin, der tidligere på sæsonen også satte konkurrenterne til vægs i Volta ao Algarve, er det karrierens hidtil største resultat. Han er den tredje tysker, der vinder Paris-Nice efter Rolf Wolfshohl i 1968 og Andreas Klöden i 2000.
Porte blev Saxo Bank-SunGards bedste
Australieren Richie Porte registreredes som Saxo Bank-SunGards bedste på 22. pladsen med et minus på 10.21 minutter, Chris Anker Sørensen blev nr. 26 med 14.58 minutter op til Martin, mens Nicki Sørensen var 26.53 minutter efter som nr. 41.
Belgieren Maxime Monfort sluttede som Leopard-Treks bedste på 10. pladsen 2.26 bag den tyske sejrherre.




























