Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Riis' kollektiv styrer Contador frem mod stor triumf

Vinder. Det er vanskeligt at se, hvad der skal hindre Alberto Contador  i at nå frem til den store triumf i Barcelona på søndag.
Vinder. Det er vanskeligt at se, hvad der skal hindre Alberto Contador i at nå frem til den store triumf i Barcelona på søndag.
Lyt til artiklen

Også dagen efter turbulensen omkring holdet i kølvandet på meldingen om, at Saxo Bank-SunGards superstjerne Alberto Contador skal gennem et langvarigt juridisk opgør, før det kan fastslås, om han er endelig frikendt, eller skal stemples som dopingsynder, fungerede alt perfekt på det danske mandskab i Volta a Catalunya.

LÆS ARTIKEL Fakta: Fra bøf til frifindelse og nyt opgør i retten

Endnu engang blev Bjarne Riis’ tropper udfordret, men atter formåede de at afværge angrebet på Contadors samlede førsteplads undervejs på løbets længste etape fra El Vendrell til Tarragona, og nu er det uhyre vanskeligt at se, hvad der skal hindre den 28-årige spanier i at nå frem til den store triumf i Barcelona på søndag.

Endnu en sprinter markerede sig
Dagens 205,8 km mundede ud i en ny massespurt, og meget positivt for Saxo Bank-SunGards situation bød endnu et hold ind med en skrap sprinter, idet den 30-årige franskmand Samuel Dumoulin (Cofidis) susede først over stregen med spanierne Jose Joaquin Rojas (Movistar) og Ruben Perez (Euskaltel) på de næste pladser, da 161 mand nåede samlet til mål.

Det ændrede intet i det samlede klassement, hvor Contador stadig er 23 sekunder foran den amerikanske veteran Levi Leipheimer (RadioShack) og italieneren Michele Scarponi (Lampre).

Tredje sejr til Dumoulin i år
For Samuel Dumoulin var det sæsonens tredje sejr, efter at han i begyndelsen af februar slog til på 3. etape i Etoile de Bessèges og senere i den måned var første over stregen på 1. etape af Tour du Haut Var.

Allerede i går havde Cofidis deltaget flittigt i jagten på en håndfuld udbrydere, og selv om det franske kollektiv måske var knap så synligt i dag, indebærer Dumoulins succes utvivlsomt, at Cofidis på de resterende to etaper atter vil være klar til at tage ansvar på linje med eksempelvis RadioShack og Movistar i kampen for at holde feltet samlet.

Sportsdirektør utilfreds med rivalerne
Det kan medføre velkommen assistance til Saxo Bank-Sungard og dermed mindske risikoen for, at Contadors førerposition skulle komme i fare.

Sportsdirektør Dan Frost var imidlertid ikke helt tilfreds med den måde, de andre mandskaber forholdt sig på dagens etape.

»Det var os, der måtte tage det meste af slæbet, selv om det på et tidspunkt var indlysende, at det var holdene med sprinterne, som burde have taget over«, siger Dan Frost.

»Det blev jeg noget sur over, hvilket de andre sportsdirektører vis heller ikke var i tvivl om, så nu er jeg spændt på at se, hvordan de reagerer i morgen«.

Fantastisk vilje i truppen
»Heldigvis fungerer vores trup stadig perfekt, og der er en fantastisk vilje til at gøre arbejdet færdigt, så Contador står med sejren på søndag. Der er ikke den ringeste misstemning på grund af den dopingsag, der nu går videre, og Alberto selv virker også yders veloplagt«.

»Der er trukket store veksler på flere af rytterne. Således har André Steensen og Benjamin Noval arbejdet kanonhårdt, og det kan specielt godt mærkes på sidstnævnte. Men vi har folk nok til at klare opgaven resten af vejen«.

»Nicki Sørensen er helt forrygende lige nu og dirigerer fremragende undervejs. Eftersom der stort set ikke er flere bjerge tilbage, skal Chris Anker Sørensen nu også til at tage lidt mere del i føringsarbejdet de sidste dage, efter at han har været sparet til stigningerne, hvor han har været meget værdifuld«.

Italiensk trussel i udbrud
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i dag at etablere et længerevarende udbrud, da der var kørt knap 80 kilometer.

Ved foden af den første af dagens to ikke alt for udfordrende stigninger, Alt de Fatxes, slap først belgieren Jelle Vanendert (Omega Pharma-Lotto) og franskmanden Remi Cusin (Cofidis) fri, og de fik hurtigt følgeskab af italieneren Francesco Masciarelli (Astan) samt briten Chris Froom (Sky).

Da forspringet nåede op på tre minutter, overtog Saxo Bank-SunGard kommandoen i feltet, og det skyldtes den enkle kendsgerning, at Masciarelli inden etapen lå som nr. 29 med et minus på 1.57 minut til Contador, mens de andre var fra 9.01 til 16.55 minutter bagude.

Situationen under kontrol

Afstanden øgedes med yderligere et par minutter, men det virkede som om, det danske mandskab, der fik hjælp af Movistar, havde situationen under kontrol.

Systematisk reduceredes forspringet, og med fem kilometer tilbage var fremstødet neutraliseret, så sprinterholdene for alvor kunne kommet til fadet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her