Efter at australieren Richie Porte i går var tæt på at hjemføre sæsonens 10. sejr til Saxo Bank-SunGard, da han på enkeltstarten i Romandiet Rundt kun blev overtrumfet af amerikaneren David Zabriskie (Garmin-Cervélo), var det i dag Chris Anker Sørensens tur til at indtage en hovedrolle i det schweiziske arrangement.
LÆS ARTIKEL Saxo Bank-talent var halvandet sekund fra sejr
På den 164,6 km lange sidste etape fra Champagne til Genève satsede det danske mandskabs 26-årige klatrespecialist så målrettet på at score point i bjergkonkurrencen, at det lykkedes ham at slutte som samlet nr. 1 i denne kappestrid.
Med i front på to stigninger
Dagens udfordring bød på to 1. kategoristigninger, Col du Mallandruz efter 81 km og Col du Marchairuz godt 20 km senere, og dem passerede Chris Anker Sørensen som nr. 2 og 4. Det indbragte ham 12 point, og dermed strøg han til tops med 32 foran ukraineren Oleksandr Kvatjuk (Lampre), der noteredes for 28 point.
Denne succesoplevelse er en kærkommen opmuntring i en styrkeprøve, der ellers ikke har budt på alt for mange glæder for Bjarne Riis’ tropper for nu at sige det mildt.
Ukrainer Saxo Bank-SunGards bedste som nr. 42
I det samlede klassement sluttede ukraineren Volodymir Gustov som den bedste på 42.-pladsen med et minus på 3.44 minutter, mens Chris Anker Sørensen, der var tillagt gode muligheder for at markere sig, var 14.27 minutter bagude som nr. 86.
Sidste etape mundede ud i en massespurt med briten Ben Swift (Sky) som den hurtigste foran Leopard Treks italiener Davide Viganò og den tredobbelte spanske eksverdensmester Oscar Freire (Rabobank).
Succesrigt comeback efter ufrivillig pause
Med i gruppen på 82 ryttere, der nåede samlet frem til dysten om sejren var også den 34-årige australier Cadel Evans (BMC), som dermed uden de store problemer forsvarede den førertrøje, han erobrede fra kasakheren Alexandre Vinokourov (Astana) i går.
Evans fejrede dermed en succesrig tilbagevenden til den internationale cykelscene efter en næsten månedlang ufrivillig pause, hvor han efter et styrt under træning var ude af stand til at medvirke i klassikerne i Ardennerne.
Vinokourov forsøgte solofremstød
Australieren har tidligere i år vundet Tirreno-Adriatico med en etapegevinst undervejs, og det er anden gang efter 2006, at han slutter som nr. 1 i Tour de Romandie.
Evans havde på podiet selskab af tyskeren Tony Martin (HTC-Highroad) og Alexandre Vinokourov, som han besejrede med henholdsvis 18 og 19 sekunder. Vinokourov forsøgte på de sidste kilometer at overrumple rivalerne med et solofremstød, men det blev hurtigt neutraliseret.
Op som nr. 32 på verdensranglisten
Med den aktuelle gevinst i Schweiz avancerer Cadel Evans fra tiende- til tredjepladsen på verdensranglisten.
Her puster han med 232 point nu schweizeren Fabian Cancellara (Leopard-Trek), der har 236, i nakken, mens den førende belgier Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto) med 356 har sikret sig et klart forspring.




























