I Giro d'Italia arrangørernes vurdering af etaperne i årets styrkeprøve er dagens 173 km fra Reggio Emilia til Rapallo ude ved Middelhavskysten regnet blandt de syv, hvor sprinterne har mulighed for at gøre sig gældende. Det samme var tilfældet med gårsdagens 2. etape, og da holdt forudsigelserne stik, men det skulle undre meget, om der bliver tale om en gentagelse, for profilen over den forestående udfordring ser ganske anderledes ud end den, der indbragte Alessandro Petacchi (Lampre) sejren og Mark Cavendish (HTC-Highroad) den rosa førertrøje.
LÆS ARTIKEL Rasende spurtkanon blev belønnet med førertrøjen
Ikke desto mindre håber den 25-årige brite på, at han får lejlighed til at revanchere sig for det nederlag til den 12 år ældre italienske rival, som han havde så vanskeligt ved at acceptere, så han også hen under aften vil være i besiddelse af den eftertragtede trikot.
Cavendish tror på sin chance
»Jeg ved udmærket, at den kommende etape er sværere end i går, men jeg tror på, at den kan ende i en massespurt, og det samme gælder for i morgen«, siger Mark Cavendish, der i 2009 bar førertrøjen i to dage, inden han måtte aflevere den til Petacchi.
Et tilsvarende tronskifte er næppe sandsynligt, selv om den 37-årige italiener med de 22 etapegevinster i bagagen er avanceret til den samlede sjetteplads 16 sekunder efter Cavendish og fire efter dennes holdkammerater Kanstantin Sivtsov, Craig Lewis, Marco Pinotti og Lars Bak, som nu er at finde i denne rækkefølge efter placeringerne på etapen til Parma.
Problemfyldt for sprinterne
Ganske vist er Petacchi sædvanligvis bedre end Cavendish på stigningerne, men finalen i dag er så tilpas vanskelig, at det generelt kan vise sig problemfyldt for sprinterne at sidde med hjem til kampen om sejren.
Fra starten i Reggio Emilia går det stille og roligt gradvist opad, uden at der er tale om nogen hektisk klatretur. Efter 133 km afvikles den første bjergspurt på Passo del Bocco i 957 meters højde, og det må formodes, at der på det tidspunkt allerede er et udbrud i gang.
Skrap udfordring ni km fra mål
Muligheden for et afgørende fremstød melder sig på den 2,6 km lange færd op mod toppen af Madonna delle Grazie, hvorfra der er ni km til mål.
Stigningsprocenten når undervejs op på 10 og har et gennemsnit på 6,9, så her vil det for alvor begynde at knibe for de spurthurtige afsluttere, som har formået at kæmpe sig med over Passo del Bocco.
De afsluttende kilometer er særdeles tekniske og rummer en stribe sving helt frem til 500 meter fra mål, så der er under alle omstændigheder lagt op til en eksplosiv finale.
Contador skal holdes ude af vanskeligheder
For Saxo Bank-SunGard er dagens mission nøjagtigt den samme som i går – at holde kaptajnen Alberto Contador ude af vanskeligheder.




























