Efter to succesrige uger i Giro d’Italia, der stort set kun har fremkaldt anerkendelse og beundring af hans styrke, måtte Alberto Contador finde sig i, at klapsalverne under gårsdagens hyldestseance efter etapen til Monte Zoncolan var iblandet en god del pibekoncert. I italienske medier udlægges det som om, de tusindvis af skuffede tifosi, der i går rasede mod juryens beslutning om at ændre ruten, så det frygtede bjerg Monte Crostis blev sløjfet, mener, at Contador og Saxo Bank-SunGard havde en afgørende indflydelse på denne upopulære ændring.
LÆS ARTIKEL Contador satsede klogt og styrkede sin føring
»Det er urimeligt overfor Contador. Han havde jo intet med den sag at gøre«, sagde en af spanierens nærmeste rivaler Vincenzo Nibali (Liquigas) til italiensk tv.
Naturligt at publikum holder med Nibali
Og Contador, der udbyggede sin føring i både den overordnede stilling og i kampen om førertrøjerne i bjerg- og pointkonkurrencerne, udlagde da også situationen på en lidt anden måde.
»Jeg føler ikke, jeg blev dårligt behandlet af det italienske publikum«, konstaterede den 28-årige spanier i tv.
LÆS ARTIKELJakob Fuglsang viser atter verdensklasse »Jeg opfattede det udelukkende som om, at tilskuerne meget naturligt gav deres støtte til deres yndling, Nibali, til kende. Det forstår jeg udmærket, og jeg betragter ham da også stadig som en meget farlig konkurrent«. 15 hold var imod passage af Monte Crostis Kendsgerningen bag Monte Crostis-sagen er, at 15 af de deltagende mandskaber, herunder også Saxo Bank-SunGard, efter et møde opfordrede juryen til at stryge bjerget, fordi forholdene efter deres mening ikke gav mulighed for en tilfredsstillende sportslig afvikling. Derefter var det helt op til juryen, som er udpeget af den internationale cykelunion, UCI, at træffe de videre forholdsregler.




























