Efter en stribe nedslående resultater, der virkede som en gang tørre tæsk på en tidligere så fremragende tempospecialist, vendte den 36-årige tysker Bert Grabsch (HTC-Highroad) pludselig tilbage til fordums storhed, da han sikrede sig den nationale titel på enkeltstarten. Grabsch, der blev verdensmester i 2008, da schweizeren Fabian Cancellara valgte at blive væk fra VM, forekom fuldstændig håbløs i tidskørslerne både i Tour de Romandie og Tour de Suisse, hvor han ikke formåede at placere sig mellem de 100 bedste, men måtte se sig besejret så klart, at det tydede på, at han var inde i en alvorlig krise. Tour-trumf slået med 59 sekunder Derfor havde de fleste da også ventet, at den forsvarende tyske mester, den 10 år yngre holdkammerat Tony Martin, ville køre endnu en guldmedalje sikkert i hus – måske truet af endnu en HTC-Highroad rytter, Patrick Gretsch, der for nylig sejrede på enkeltstarten i det hollandske Ster ZLM Toer foran yderlige en fremragende tempoaktør på det amerikanske mandskab, danske Alex Rasmussen.
læs også Brian Holm: Vi har mindst én dansker med i Touren
Men på den flade rute ved Neuwied, hvor mesterskabet afvikledes, fik Bert Grabsch, der også var tysk mester i 2007, 2008 og 2009, lejlighed til at brillere i sit store gear.
Han tilbagelagde den 42,5 km lange distance i 49.51 minutter, hvilket var hele 59 sekunder hurtigere end HTC-Highroads Tour de France-trumf Tony Martin, mens Patrick Gretsch blev slået med 1.34 minut.
Fire titler til HTC-Highroad
I det hele taget må det konstateres, at den danske sportsdirektør Brian Holms HTC-Highroad ved de nationale mesterskaber rundt om i Europa endnu engang demonstrerede, at holdet råder over exceptionelle tempospecialister.


























