Når Leopard Treks schweiziske tempofænomen og klassikerspecialist Fabian Cancellara og hans luxembourgske holdkammerat Fränk Schleck på lørdag stiller til start i Tour de France, bliver det iført deres respektive hjemlandes mesterskabstrikoter. Og firmaholdet fra storhertugdømmet, der styres af danskerne Brian Nygaard og Kim Andersen, sikrede sig endnu en national titel, idet Robert Wagner lidt overraskende triumferede i massespurten i Tyskland. Et opgør mellem brødre I Luxembourg udviklede titeldysten sig til et rent brødreopgør, hvor Fränk og Andy Schleck skilte sig ud i finalen med storebror Fränk som første mand over stregen til sit fjerde mesterskab. De to var med i et firemandsudbrud, der desuden talte Saxo Bank-SunGards Laurent Didier og stortalentet Bob Jungels.
LÆS MERE Dannebrog er atter med i Tour de France
»Da der manglede 15 km angreb Andy og fik afstand til de andre«, fortæller Leopard Treks sportschef Kim Andersen. »Laurent Didier måtte arbejde for at lukke hullet, hvilket ikke lykkedes. Til gengæld åbnede det mulighed for et kontrafremstød fra Fränks side, og han kom op til Andy, hvorefter brødrene fortsatte sammen til mål«. Cancellara i den offensive rolle I Schweiz var det også en offensiv indsats, der beredte vejen for Cancellara. Den firedobbelte verdensmester i enkeltstart sprang tempodisciplinen over forleden, men var så meget mere opsat på at slå til i linjeløbet.


























