Vuelta a Espana slutter først søndag 11. september i Madrid, men både blandt størstedelen af hovedpersonerne og de eksperter, der følger løbet, er der enighed om, at de kommende fem etaper afgør, hvem der troner øverst på podiet i den spanske hovedstad. For efter pausen i strabadserne, der tilbragtes i det nordvestlige hjørne af den iberiske halvø, går rundturen i dag ind i den altafgørende fase med en koncentration af vilde udfordringer i bjergene frem til og med søndag. Fuglsang i begivenhedernes centrum Dermed tages også hul på den periode, der bliver udslagsgivende for, om Jakob Fuglsang (Leopard Trek) fortsat kan markere sig i toppen af klassementet, som han har formået det, lige siden starten i Benidorm 20. august, og om Saxo Bank-SunGards Chris Anker Sørensen får mulighed for at realisere sin drøm om en slutplacering mellem de 10 bedste.
Læs også Flyvende Fuglsang ligner et sejrsemne
Mens Chris Anker som nr. 20 sammenlagt endnu kun befinder sig i periferien af, hvor det er rigtigt interessant, fortsætter Fuglsang på andenpladsen kun 12 sekunder efter den førende brite Chris Froome (Sky) styrkeprøven som en af de absolutte forgrundsfigurer.
Nibali: Fuglsang er en af rivalerne
Det understreges også af den vurdering, sidste års italienske sejrherre Vincenzo Nibali (Liquigas) fremkommer med.
»Mine værste modstandere bliver Bradley Wiggins, Joaquim Rodriguez, Jurgen Van den Broeck, Jakob Fuglsang og Bauke Mollema, men jeg vil heller ikke lade Michele Scarponi ude af betragtning«, siger Vincenzo Nibali, der i øvrigt giver udtryk for markant optimisme på egne vegne.
Læs ogsåChris Anker har også grund til Vuelta-glæde »Jeg synes, jeg befinder mig i en ideel position. Jeg mistede ikke ret meget tid på enkeltstarten, og nu kommer de etaper, der virkelig passer til mig. Det er en meget interessant uge, vi går ind i, og jeg forudser, at den kulminerer med søndagens etape til Angliru«. Klatrespecialister på hjemmebane Nibali indtager i øjeblikket fjerdepladsen 31 sekunder efter Froome, 19 efter Fuglsang og 11 efter Wiggins som nr. 3. Tre sekunder efter italieneren følger Vueltaens svenske overraskelse Frederik Kessiakoff (Astana), mens Van den Broeck, Rodriguez og Scarponi som Nibali også omtaler som henholdsvis nr. 12, 14 og 22 er 2.21, 3.23 og 4.22 minutter efter Chris Froome.




























